søndag den 5. december 2010

Løb og træningskalender

Her de mulige løb og træningsture jeg har i min kalender p.t. samt resultater fra gennemførte løb

2013
1. maj Enebakk Rundt 82 km (Resultat: 2:00:57 134/2147)
1.-2. juni Melfar24 +700 km (Resultat: 749,5km 4.plads)
5. juli Jotunheimen rundt 430 km, 4906hm (15:44, 53. plads og 13. i klassen)
3. august Grenserittet 80 km MBK (03:06:39, 997 af 6621)
20. august Wiersholm Open Enkeltstart 23km (nr. 54. 49:07)
31. august Birkebeinerrittet 94,6 km, 1751hm MBK (03:24:24 14. i puljen, 1320 total)

2012
25. august Birkebeinerrittet 94,6 km, 1751hm MBK (3:46)
2. sept Ullensaker rundt 62km (1:38)

2011
22. januar 12 timers spin (done, 2. plads 307,5km )
26. februar 12 timer spin for Børnecancerfonden Facebook event (done)
19. - 20. marts Træningslejr med Team CyclingShop (done)
26. marts 200km brevet (done)
9. april 300km brevet (done)
16. april 400km brevet (done)
30. april 600km brevet (done)
15. maj Skjoldenæsholmløbet 145km (8. plads)
22. maj Blomsterløbet 116 (65. plads)
24. maj Bella Skilte Cup Ishøj afd. (16. plads)
29. maj Sjælsø Rundt 125 (25. plads)
2. juni Danmarks Højeste 100 (21. plads)
7. juni Bella Skilte Cup Brøndby afd. (20. plads)
2. juli La Marmotte (Nr. 833 i tiden 7.33)
21. august Paris-Brest-Paris 1200km (54timer 49min.)

2010
27. marts 200km brevet (done)
3. april 200km brevet (done)
17. april 300km brevet (done)
24. april 170km solo med fokus på puls+kadance (done)
2. maj Træning på Melfar ruter (done)
9. maj Grejsdalen 200km (done, 176. plads)
15. maj 400km brevet (done)
24. maj Skjoldenæsholm 145km (done, 30. plads)
5-6 juni Melfar24 774,2km (done, 5. plads+løbsrekord)
13. juni Blomsterløbet 116km (done, 11. plads)
4. juli Mors rundt 145km (done, 1. plads)
Uge 28 Dolomitterne (done)
24. juli 600km brevet (done)

søndag den 25. juli 2010

600 km brevet med masser af vind

Lørdag d. 24 juli kl. 7.00 drog vi afsted fra Åmarken station på årets sidste Brevet. 600 km. Der var en del deltagere fra Audax, men Michael, Henrik og jeg fulgtes i vores eget tempo. Ruten i korte træk. København - Rødvig - Præstø - Vordingborg -  Nakskov - Gedser - Skælskør - Kalundborg - Nykøbing Sjælland - Mørkøv - Tølløse - Roskilde - Hvidovre. Vejret var godt, behagelig temperatur, tørvejr, desværre også meget vind. Vi kørte derfor de første 435 km med skift på 3 minutters føringer. I Kalundborg ventede en overraskelse. Allan havde smurt en stak madder + kaffe til drengene og var trukket i cykeltøjet for at følges med os natten i gennem. Det var dejligt at have et sæt friske ben til de sidste ca 170 km. Nattens kørsel gik godt. Det var måneskin fra en næsten rund måne, så der var lidt lys. Det må dog siges at være meget meget mørkt på landet :-) Det sidste stræk Roskilde - Hvidovre blev vanen tro kørt i sindsygt tempo med 40+ ... vi havde regnet ud det var hvad der skulle til, så vi kunne nå ind på under 24 timer (på trods af tidgrænsen er på 48 timer). Vi nåede det på 23.58. Ingen prangende tid, men vinden taget i betragtning helt ok. Effektivt kørte vi med ca. 30 i snit. Status p.t. er et par meget trætte ben og krop, samt seriøse overvejelser om Paris Brest i 2011 ... det vil jo svare til at sætte sig på cyklen igen og køre hele turen baglæns, det virker ikke som muligt...

tirsdag den 6. juli 2010

Førsteplads i Mors Rundt 144 km!

Så lykkedes det endelig at komme først over stregen. Søndag deltog jeg i Mors rundt på 144 km ruten. Det var en rigtig dejlig dag, med sol og ikke for meget vind. Der var kun ca. 30-40 stykker der startede på 144 km ruten, hvoraf kun ca. halvdelen kørte med chip. Det var således et ret lille felt der drog afsted, men der blev kørt godt til fra start. Allerede efter 20 km, var vi 8 stykker tilbage, som samarbejdede fint. Efter 70 km ramte vi Fårtoft bakken, en rigtig ond satan, som jeg heldigvis have været ud og se på i forvejen + kørt et par gange op og ned, så den sad i benene. Her lavede jeg et godt stort hul, selvom det ikke var meningen. Jeg havde 75 km hjem og tænkte "jeg prøver bare at køre ..." og der var rigtig rigtig langt, med de 7 andre indenfor synsfeltet i lang tid og med pulsen i det røde felt de sidste 2 timer, lykkedes det dog at holde dem bagved og jeg kom ind godt 1½ min. før nummer 2. Alt i alt en fin dag :-)

TV indslag om Melfar24

Link til TV indslag om Melfar24.

torsdag den 1. juli 2010

12 måneder siden første km registrering

Så er der gået 12 måneder siden jeg oprettede mig på bikelog.dk og begyndte at holde lidt styr på min træning. Det lykkedes mig at køre 15247,2 Km på et år. Det bliver spændende at se hvad 2010 slutter på ... snart går turen til Dolomitterne med Velotours.

mandag den 21. juni 2010

Blomsterløbet 13. juni

Løbet var lidt anderledes end de løb jeg normalt har deltaget i. For det første var der samlet start, for den andet blev løbet afviklet som et stjerneløb med 4 sløjfer omkring Ganløse. Melfar24 sad stadig i benene, men jeg kom da rundt. Skiftevis havde jeg godt med overskud, og så pludselig var benene tomme. Jeg endte på en 11. plads, hvilket jeg sådan set er fint tilfreds med, de trætte ben taget i betragtning.

torsdag den 17. juni 2010

I Ballerupbladet

Der var et fint indlæg i Ballerup Bladet efter mit løb i Middelfart.

mandag den 7. juni 2010

Melfar24 blev til 774,2 km på 24 timer

Vi ankom til starten 8.30. 5 ryttere og 2 hjælpere. Alle kanon spændte på hvad det næste døgns tid vil bringe. Kl.10.00 går starten for de der skal køre 12 timer. Her er Mikael med. Han kører et kanon flot løb og bliver nummer 3 med 365,8 km. Vi andre, Henrik, Michael, Allan og jeg starter kl.10.05. Og vores 2 hjælpere Uffe og Thomas er klar i vores eget depot. Der bliver lagt godt fra land de første omgange, det er tydeligt at gruppen skal være mindre og det arbejdes der hårdt på. Der opstår et par farlige situationer omkring de 2 vejkryds. Sjovt nok har alle travlt med at komme til fronten som vi nærmer os krydsende, og væk derfra igen så hurtigt som muligt derefter ... det er naturligvis fordi de ikke vil fanges hvis gruppen knækker, meeen helt sikkert er det ikke og efter min mening bør man holde "sin plads". Vil man op foran, så er det naturligvis også for at trække. På anden gennemkørsel af depotområdet (tror jeg ... eller var det tredje) skal jeg og Michael af og tisse ... vi skal efterfølgende køre gruppen op igen og da farten ud af Middelfart konstant er på de 45+ føles det rart endelig at køre op igen, jeg beslutter ikke at tisse mere de næste 24 timer! Vi kører de første runder med over 36 km i snit og så småt tager farten pusten fra en stor del af flokken og vi er reduceret til en fornuftig gruppe, der finder et godt samarbejde. Hen over eftermiddag, tager den ene runde bare den anden. Jeg slår 100% hjernen fra mentalt og kan stort set ikke huske noget her efter løbet. Jeg har sat mit pulsur så jeg kan se pedalomdrejninger og hastighed, således jeg ikke skal bekymre mig om tid, eller distance. Min erfaring siger at det kan jeg ikke håndtere mentalt. Så det eneste jeg koncentrerer mig om, er her og nu data + at spise. Her og nu gælder det om at holde korrekt kadence (95 omdr./min.), holde farten og ikke accellerere i føringer og så spise og spise. Vi er til sidst 10-20 personer tilbage fra den oprindelige gruppe 1. Og vi kører på den andensidste omgang på dagsruten. Vi kan her vælge at stoppe 5-10 minutter i depot og vente på natruten, eller vi kan tage dagsruten endnu engang. Vi laver en afstemning og vi er 6-8 rytterere der laver en gentleman aftale om alle at køre igennem depotet og tage endnu en dagsrute, da vi er sikre på at blive træt af natruten. Vi kører ud på den sidste runde på dagruten og her bliver det klart at vi potentielt alle er i top 10, hvis vi bare holder hovedet koldt og kører fornuftigt i et samarbejde hvor alle bidrager til føringerne og ingen forsøger at stikke af med diverse ryk og uro til følge. Vi holder en tissepause, hvor alle stopper op. Meget demokratisk. Efter den sidste tur på dagsruten, kører vi ud på natruten. Det er her klart at vi kan køre langt stærkere her, men vi er nu glade for vores beslutning om en ekstra dagstur alligevel ... med det antal runder vi kommer til at køre på natruten, er det riiigeligt til at blive skør i bolden. Det er fedt at køre langs strandvejen mod vandet, solen der er ved at gå ned og folk der holder grillfest. Ved vendepunkten er der hele 2 fester i gang og den ene fest hepper dedikeret det meste af natten! Natten kommer og det begynder at blive mørkt, igen slår jeg autopiloten til, tager mine føringer og forsøger at tænke på ingenting. Specielt ikke hvad klokken er, eller hvor langt vi har kørt. Første gang jeg undersøger hvor langt vi har kørt, er hen på morgenstunden, hvor solen er ved at stå op. Det er første gang jeg kigger! Der står over 600 på tælleren, wow det ser godt ud. Efterhånden som nat bliver til dag, kommer der igen flere og flere ud på ruten, både tilskuere og ryttere og vi kan begynde at se en slutning på løbet. Med godt 1,5 time igen kører vi ud på opløbsstrækningen. Nu skal vi pludselig køre mod hinanden, efter at have samarbejdet natten igennem. Jeg sætter mig i sidste position og håber de glemmer jeg er med. Det er klart Henrik der har de andres fokus og han rykker da også efter ganske kort tid. Men de kører ham op igen. Den næste lille times tid kører vi og afventer hinanden, ingen vil tage initiativ. Jeg har besluttet at vente til næste gang Henrik rykker og så rykke kontra med det samme de andre har kørt ham ind. Det lykkedes ... næsten. Henrik rykker op ad bakke og han hentes igen 2/3 oppe, jeg har de sidste meter at rykke fra på og det lykkedes også, Michael Ebsen har dog set det komme, så han er klar og rykker med, desværre ser jeg tilbage og ser ham i mit baghjul og tror alle er med oppe, så jeg stopper med at træde. Det betyder at de alle er oppe igen, æv. Jeg har ikke set at det er sidste omgang vi kører, jeg havde regnet ud vi kunne nå 2 mere. Men det var den sidste, så da vi når til opløb, rykker de andre fra. Henrik og jeg kommer over stregen som 4. og 5. vi har dog ikke tænkt os at give op, der er ca. 5 minutter tilbage af de 24 timer, vi giver den alt vi kan! Vi kører den sidste omgang på 5 minutter og 22 sekunder, hurtigste omgangstid med over 40 i timen ... desværre bliver det uofficielt, vi når nemlig ikke tidsgrænsen, der mangler 40 sekunder. Set i bakspejlet et lidt umuligt forsøg, men den der ikke forsøger ... vi skulle have kørt 47 i timen for at nå tidsgrænsen. Regnestykket var dog ikke lige til at lave i øjeblikket, så vi kørte bare og håbede på det bedste :-) Den sidste omgang havde jeg i håbet at vi var blevet 1 og 2, så det var noget skuffende at vi kørte over stregen 40 sekunder over tid... skuffelsen blev dog hurtig afløst af glæde. Vi har slået rekorden! 774,2 km på 24 timer. Hvor sejt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om dette. Mit mål havde været på ydmyge 555 km, håbet på 600 og drømt om 700 ... 774,2 det er bare for sindsygt. Ud over de gode ben og det gode vejr, samt et godt samarbejde i gruppen, så skyldes en del af æren også vores 2 hjælpere! Uffe og Thomas, kæmpe kæmpe respekt for jeres arbejde, jeres overblik og jeres humør. Tænk sig at skulle finde de mærkeligste ting frem midt om natten, blot fordi jeg ville have tyggummi, tunmad, drikkeyoghurt, peanuts og hvad man ellers kan komme i tanke om der kan hjælpe lidt på humøret. Selv de omgange hvor jeg sagde jeg ikke skulle have noget, løb de op på siden af mig og stoppede kage i min baglomme med ordren -"SPIS!" Super cool. Alt i alt et super løb for mit vedkommende, rigtig god oplevelse. Nu er spørgsmålet hvad næste mål skal være ... Paris Brest Paris 2011 ??? Min indsamling til Kræftens Bekæmpelse løber i alt op i mere end 18.000 kr! Mange tak til alle jer der troede på mig. Læs evt. mere om projektet på http://www.cycling4life.dk/

Billede udlånt af gertlykke.dk
Se flere billeder fra løbet her: LINK

fredag den 4. juni 2010

Status - Maj

Maj er forbi og jeg sidder i øjeblikket med bilen pakket og venter på klokken bliver 15.45 hvor der er afgang til Middelfart. I April slutter på 1441,5 km. En måned hvor jeg kørte Grejsdalen og Skjoldnæsholm, der er skrevet om begge løb længere nede. Begge løb gik formmæssigt godt, men jeg var plaget af punkteringer :-( Jeg har nu isat dækindlæg til Melfar, på trods af at de lover sol ... jeg håber det holder punkteringerne væk, jeg magter ikke flere. Min indsamling er nu oppe på 21 sponsorer, jeg regner klart med at nå mit mål på 10.000kr til Kræftens Bekæmpelse. - Løbet kan følges online på http://www.melfar24.dk/


tirsdag den 25. maj 2010

Skjoldenæsholmløbet 2010 145 km

Mandag 2. pinsedag blev brugt på Skjoldenæsholmløbet. Mikael A og jeg startede godt ud og det lovede godt, benern viste sig at være godt kørende. Det lovede til at blive godt vejr, men desværre havde vi en del regn, specielt de første 50-60 km, en rytter måtte som følge af den glatte vej, en tur i asfalten da vi passerede en rundkørsel. Desværre havde jeg en punktering på baghjulet og måtte køre de sidste 45 km for mig selv, dog med hjælp fra 2 andre de sidste ca. 8 km. Jeg sluttede som nummer 30 i tiden 4:04 (35,6 i snit) kun 6 minutter fra førstepladsen ... æv, det kunne nu have været lidt sjovere ikke at skulle punktere. Anyway, alt i alt en fin tur, som skulle markere afslutning på træning til Melfar24.

        

tirsdag den 18. maj 2010

17. dage til Melfar24

En lille opdatering på hvordan forberedelserne til Melfar24 spænder af og hvordan sponsorenes "investering" udvikler sig :-)

Der er nu 17 dages forberedelse tilbage og så går startskudet i Middelfart. Det er lykkedes mig at samle 19 sponsorer, tak til alle jer! Jeg håber naturligvis endnu et par stykker melder sig i de sidste dage. Ballerup bladet har kontaktet mig, så mon ikke der kommer et interview i nærmeste fremtid til at skabe lidt opmærksomhed :-)

Jeg har i 2010 pr. d.d. brugt 217 timer på cyklen i effektiv køretid (her er alle pauser etc. ikke medtaget) og jeg er nu oppe på 6471 km i logbogen. Det er mere end vi har kørt i vores bil. Jeg håber de mange km vil være med til at give mig det fundament og den grundform, der skal hive de ekstra km ud af benene til Melfar24. 555 km og 24 timer i sadlen er stadig målet, men 600 km bør være muligt ...

Af højdepunkter i træningen kan jeg nævne: 12 timers spinningmarathon og en enkelt tur over 100 km i januar, i marts havde jeg en enkelt tur på ca. 100 km og en tur på 200 km, april bød på 4 ture på ca. 130 km, en på 200 km samt en på 300 km, maj har indtil videre budt på en tur på 136 km solo, med over 34 km i snit! hvilket er personlig rekord, Grejsdalsløbet på 210 med 32,5 i snit, samt en 412,5 km tur med Henrik, hvor vi havde 31,9 i snit. Som en del af træningen har jeg været i Middelfart og køre ruterne, de er ret kupperede, ca. 420 hm pr. 58km, det er lige en ekstra faktor der skal tages højde for til løbet. Træningsturen på 136 blev kørt med ca. 36 i snit.

Ud over jer der har meldt jer som sponsorer til Kræftens Bekæmpelse med donering pr. kørt km, har jeg også fået hjælp og støtte af diverse karakterer. Alt fra moralsk støtte, til rabat på grej. Jeg har oprettet en side på www.cycling4life.dk til jer og vil gerne sige tak! (Jeg håber ikke jeg har glemt nogen)

Alt info om projektet findes i øvrigt på www.cycling4life.dk
Jeg har også forsøgt at holde lidt styr på træningen, dette har jeg lagt på min blog www.generate.dk
Og jeg har oprettet en gruppe på facebook http://www.facebook.com/group.php?gid=309115423196

Den næste uges tid går med almindelig træning og så trapper jeg stille og roligt ned de sidste 10 dage, så jeg kan være helt klar i Middelfart den 5. juni kl.10.00 og 24 timer frem.

Endnu engang, tak til alle jer der støtter mig!

fredag den 14. maj 2010

412,5 km træning

13/5 kl.07.00 begyndte Henrik og jeg på en 412,5 km lang brevet. Turen gik fra Hvidovre til Rødvig, Præstø, Vordingborg, Næstved, Skælskør, Kalundborg, Rørvig, Mørkøv, Tølløse, Roskilde og til sidst Hvidovre igen. Vi brugte 14 timer og 15 minutter totalt på turen, effektiv køretid 12 timer og 55 minutter. Dvs. en gennemsnitsfart på 31,9 km i timen. Absolut godkendt gennemsnitshastighed! Jeg forbrændte iflg. mit Polar pulsur 10250 Kcal på turen. Turen til Køge var præget af dårlig cykelsti og det endte da også med en punktering på Henriks baghjul, allerede efter 20-30 km. De første ca. 230 km var vi meget disciplinerede omkring føringer. Vi trak 5 minutter hver. Vi havde modvind det meste af turen fra Rødvig til Kalundborg, heldigvis ikke en særlig stærk modvind. Jeg havde en enkelt punktering omkring Kalundborg og efter stempling gik turen mod Rørvig. Endelig medvind igen. Jeg havde forsømt at spise nok, i modvinden og den pris skulle betales omkring Rørvig. Jeg fik kvalme og jeg brugte 10-15 km på at spise en bolle med ost og skinke. Den ville bare ikke ned og hver mundfuld var en kamp at få ned. Men det lykkedes og omkring Mørkøv-Tølløse var jeg så småt ved at komme tilbage. I Tølløse fik jeg et kaffebrød og noget cola ned, det gjorde det sidste til at kvalmen så småt fortog sig igen. Resten af vejen hjem gik fint, dog måtte vi lige stoppe for endnu en punktering op mit bagdæk, midt på svoverslevbakken. Vi brugte vores sidste patron i CO2 pumpen og var enige om at det var sidste punktering, næste gang var det med håndpumpe og det kunne vi ikke lige overskue efter næsten 400 km. Vi nåede tilbage til Hvidovre lige i tid før det blev mørkt. Efter at have pakket bilen, måtte vi lige forbi McD. 3 cheeseburgere hver og en cola faldt ned i et stort hul :-) Alt i alt en rigtig god tur.

mandag den 10. maj 2010

Grejsdalsløbet 2010

205 km og ca. 2200 hm målte min cykelcomputer søndag eftermiddag, da jeg endelig stod på toppen af Gammel Kongevej i Vejle. Gennemsnitsfarten havde været 32,5 km hvilket må siges at være godkendt. Desværre bød løbet også på 3 punkteringer til mig og en enkelt til Thomas fra Hillerød. Så med 4 stop, blev det ikke til nogen prangende plads på resultatlisten. I skrivende stund blev jeg nummer 166. Mere info om ruten kan ses her: LINK Løbet var super godt arrangeret og jeg tror ikke det bliver sidste gang jeg har kørt det. Formen virker til at være ok og på lørdag er næste delmål ifht. Melfar24. På lørdag kører vi brevet på 400 km!

torsdag den 29. april 2010

Status April

April er ved at være slut, sidste km er trådt i denne måned og i weekenden tager jeg hul på sidste måneds forberedelser op til Melfar24. April bød blandt andet på en brevet tur mere på 200km, som gik noget bedre end den første, vejret var væsentligt bedre og jeg sørgede for at spise nok. Så kørte vi en brevet på 315 i vildt meget vind. Men heldigvis var vi tre der kunne deles om føringerne, de 315 gik overraskende godt, jeg tror det skyldes bedre styr på spisning. Derudover kørt en solotur på 168 km, hvor det lykkedes mig at holde et snit over 34. Det er nok noget af det bedste jeg nogen sinde har kørt! Som sagt er maj lige om hjørnet, jeg starter 2. maj med et smut til Middelfart og teste 24 timers ruterne, det bliver spændende. Weekenden efter er det en tur til vejle og køre Grejsdalen og så weekenden efter - 400 km brevet. Så bør alt være klar til Melfar24...

Persondata:
Morgenvægt: 78,5 kg
Fedtprocent: 15,5 %

torsdag den 8. april 2010

Marts 2010

Første brevet er blevet kørt på 200km. Derudover alm. træning. Jeg har også brugt en del tid på at få forårsklargjort cyklerne. Der mangler stadig lidt.... Min focus købt i december 09 har indtil videre fået skiftet: Styrbånd, 2 kabler, 1 sæt hjul, utallige sæt bremsesko, en hel bagbremse, et sæt bremsesko, 2 foreste klinger, kæde, kasette og senest kranken, samt et sæt Durano Plus dæk og et sæt GP4000s. Hvem sagde det er billigt at cykle? Planerne for 2010 er lagt på siden og holdes opdateret.

søndag den 28. marts 2010

200 km brevet 27/3

Så blev det tid til den første brevet. Vi mødtes på Åmarken station lørdag morgen kl.6.45 i regn og 4,5 graders "varme". Der var vel mødt ca. 20 ryttere op. Kl. 7.00 gik "starten" og vi trillede afsted i samled flok mod vest. Inden længe fandt vi dog sammen i en mindre gruppe på 6-7 ryttere, som kørte sammen mod Roskilde i modvind og regn. En kold fornøjelse. Da vi nåede Roskilde var vi 4 tilbage, som fortsatte sammen. Ivan havde en enkelt punktering, men det blev hurtigt ordnet, så vi igen kunne holde varmen på cyklen. Ruten var rigtig god træning og det var rart at få de 200 km i benern. Jeg fulgtes hele vejen med Michael og Henrik. Der skal nok arbejdes lidt på at tage nogle flere føringer :-) men det må komme i løbet af foråret ...!

mandag den 1. marts 2010

Februar 2010 - Status

Februar er slut. En kold og lærerig måned. Det blev ikke til de længere ture pga. sne (se evt. filmen "vintertræning" her på bloggen eller facebook). Lige over 1000 km blev der trods alt noteret i regnskabet for februar måned. Primært ture på mellem 20 og 40 km i længde, så der mangler stadig at komme noget distance i stængerne. Jeg har også kørt lidt på hometrainer og har fået strikket et ret godt program sammen på 1 time. Min "nye" cykel er godt medtaget af vinteren, selvom den er fra dec 09. Der skal allerede ofres nye hjul, kassette, kæde og tandhjul ... det er hårdt ved grejet med alt det salt. Men det giver jo en god anledning til at se på udstyr :-). Min hjemmeside www.cycling4life.dk er nu helt på plads, de første 13 sponsorer har meldt sig, det giver p.t. 13 kroner pr. kørt km. Jeg har også oprettet en facebookgruppe LINK. Der er p.t. 78 der har meldt sig til gruppen. I facebookgruppen har jeg også noteret de vigtigste løb og breveter som jeg vil køre i 2010 og det vil jeg løbende opdatere. Jeg er blevet meldt ind i Audax (http://www.audax-club.dk/) så jeg nu er klar til de første brevet løb ... 200 km 27.marts er første gang ...


Persondata:
Morgenvægt: 79,1
Fedtprocent: 15,7

fredag den 19. februar 2010

Vintertræning - Februar

Her en lille video optaget på vej til og fra arbejde, februar 2010. En måned med en del sne ... super god træning, dejlig tungt at træde og udfordrende for balancen ... det er jo med at se de positive sider, ingen snak om at jeg lige var i asfalten en tur her til morgen :-)

søndag den 7. februar 2010

BICYCLE DREAMS

Jeg har fået filmen Bicycle Dreams af min gode ven Mikael A. En super film, der handler om RAAM. 5000 Km over USA. Et meget ekstremt løb. Filmen er en dokumentar, fra det år Chris Macdonnald deltog. Man følger deltagerne i tykt og tyndt, op og nedture. Jeg kan varmt anbefale filmen, den virker som god motivation her i vinteren. Læs mere om den her: http://www.bicycledreamsmovie.com/

tirsdag den 2. februar 2010

Januar 2010 - Status

Så gik januar måned. Hvis jeg skal vælge et keyword, så bliver det sne ... ud over at have cyklet en masse km i sne, deltog jeg i 12 timers spin, hvor væske og spisning blev testet, samt mentaltrænet, det var lang tid at være i et spinninglokale. Det blev kun til en enkelt længere tur rundt om fjorden på ca. 100 km. Det var en rigtig flot tur i minus 9 grader ... brrrr. Men hyggeligt var det, med fjorden frosset til, kakao i termokanden og the i drikkedunken. Dunken var frosset efter ca. 1 time ... Turene til og fra arbejde er blevet lysere, faktisk er det ofte jeg lige når at se solen på vej derind og sige godnat på vej hjem. Glæder mig helt vildt til sneen forsvinder og lyset kommer tilbage. Det er sgu lidt svært at holde dampen oppe når det er så mørkt. Jeg fik tilmeldt mig Melfar24, samt bestilt en rejse til Dolomitterne til sommer med Velotours, så de to højdepunkter for 2010 er på plads. Ud over de to ture, har jeg planer om at køre en del breveter med Audax. Mit website http://www.cycling4life.dk/ er kommet næsten op at køre, med domaine, mail og indhold. Så snart de sidste småting er på plads, begynder jeg mere målrettet på at samle nogle sponsorer. Jeg pusler også med tanken om at lave et sæt tøj ...

Overblik over træning i januar:
Persondata:
Morgenvægt: 78,2 kg
Fedtprocent 15,2 %

Fødderne holdes varme ... ned til minus 10 grader

Her i vinteren har det specielt været svært at holde varmen på fusserne. Jeg har derfor købt nogle thermosokker fra X-treme, de hedder Winter wool og kan fås på http://www.cyclingshop.dk/ til 129 for 2 sæt.
Uden på skoen, har jeg købt skoovertræk fra BBB til kun 135 på http://www.bikeshop.dk/
 


Det er et sæt der spiller og jeg har ikke problemer med fødderne, så længe turen ikke er længere end et par timer. På længere ture (2-4 timer, minus 10 grader), bruger jeg mit sommer skoovertræk (sådan et ultra tyndt et i lycra) og uden på det BBBs overtræk, så er der ingen problemer.

Nye handsker = 99 kr!

Så fik jeg mig endelig taget sammen til at købe et par vinterhandsker. Jeg har ellers kørt de sidste måneder med et par mintgrønne 80er skihandsker. Jeg har godt nok flere fine (og dyre) cykelhandsker, men de sidder ad H til, bliver varme, våde og så kolde og de når ikke at tøre før jeg skal hjem igen fra arbejde. Anyway, jeg faldt over nogle handsker i Silvan til 99 kr. De er perfekte. Har nu kørt med dem under flere forhold, 100 km i minus 10 grader, til og fra arbejde op til ca. frysepunktet, i snevejr, i sjap. De virker bare! Og så tører de rimelig hurtigt. OX-ON Extreme nummer 6.

fredag den 22. januar 2010

Cycling4Life - Projektet

Når jeg træner på cyklen, føler jeg mig priviligeret. Det er ikke alle der har samme muligheder som jeg. Med Cycling4Life initiativet, håber jeg på at kunne bidrage til kampen mod kræft, på min egen måde, ved at træde i pedalerne! Ideen er at samle penge ind via donation pr. kørt km i hårde cykelløb, første mål er Melfar24. Donation på valgfrit beløb, er naturligvis også meget velkomne! Alle penge går direkte til Kræftens Bekæmpelse.

Læs mere på www.cycling4life.dk

mandag den 18. januar 2010

Første gang på cyklen efter 12 timers spin

Jeg kørte ikke på arbejde, men nappede 1,5 time på hometrainer for lige at teste benene. De var godt nok lidt stive i det, men de lever da endnu :-) Så i morgen er det på cykel og ud i sneen igen!

søndag den 17. januar 2010

12-timers spinning = done

Lørdag kørte jeg 12 timers spinning i træk. Noget af en oplevelse. Der blev skiftet instruktør en gang i timen, så der var frisk peptalk. Det hjalp til at gøre dagen kortere. Der blev fyret godt 600 Kcal af i timen, så der skulle spises godt til. Jeg så det som træning og forberedelse til Melfar24, min madplan og pulsplan holdt rigtig fint. Jeg må dog sige at jeg nok mere er til de åbne vider ... damn et klamt lokale efter 12 timer med fuld smæk på. Billedet viser vores lille team der kørte sammen. Fra venstre Henrik, jeg selv og Maria.

onsdag den 6. januar 2010

Kigger nye hjul ...

Jeg har et par campagnolo eurus 05 model hjulsæt, som egentlig kører rigtig godt og ikke mindst har holdt rigtig godt siden de blev købt (ingen problemer siden 2005 ... ingen vedligehold). Jeg overvejer om der er noget at vinde, og hvor meget, ved at investere i et nyt hjulsæt til den kommende sæson og så bruge mine eurus til træning...
Behov: Motionsløb i DK, jeg vil gerne køre med i gruppe 1 og håber formen tillader det i år ... alle vil jo gerne være i gr. 1 ... derudover skal jeg køre Melfar 24 timer som er hovedmålet i år + en del breveter med audax på mellem 200 og 600 km. Der ligger en tanke om måske at køre Paris Brest på 1200 km i 2011 ... som du nok kan se er det ikke bjergene der trækker, men snarere distance, fart og løb, hvis/når der skal køres bjerge, håber jeg mine eurus vil være ok.... hmm, der må analyseres lidt på hvad der kan betale sig.
- Cyklen er Focus Izalco med SRAM red. kan varmt anbefale den!

søndag den 3. januar 2010

Sne og minus 10 grader

Det er p.... koldt og det har sneet de sidste dage. Ikke just godt vejr at træne i. Cyklen har derfor måtte en tur på hjemmetræner. Det er blevet til 4 timer i weekenden, så det er vel ok, selvom jeg hellere ville have været ude i den friske luft!