fredag den 14. maj 2010

412,5 km træning

13/5 kl.07.00 begyndte Henrik og jeg på en 412,5 km lang brevet. Turen gik fra Hvidovre til Rødvig, Præstø, Vordingborg, Næstved, Skælskør, Kalundborg, Rørvig, Mørkøv, Tølløse, Roskilde og til sidst Hvidovre igen. Vi brugte 14 timer og 15 minutter totalt på turen, effektiv køretid 12 timer og 55 minutter. Dvs. en gennemsnitsfart på 31,9 km i timen. Absolut godkendt gennemsnitshastighed! Jeg forbrændte iflg. mit Polar pulsur 10250 Kcal på turen. Turen til Køge var præget af dårlig cykelsti og det endte da også med en punktering på Henriks baghjul, allerede efter 20-30 km. De første ca. 230 km var vi meget disciplinerede omkring føringer. Vi trak 5 minutter hver. Vi havde modvind det meste af turen fra Rødvig til Kalundborg, heldigvis ikke en særlig stærk modvind. Jeg havde en enkelt punktering omkring Kalundborg og efter stempling gik turen mod Rørvig. Endelig medvind igen. Jeg havde forsømt at spise nok, i modvinden og den pris skulle betales omkring Rørvig. Jeg fik kvalme og jeg brugte 10-15 km på at spise en bolle med ost og skinke. Den ville bare ikke ned og hver mundfuld var en kamp at få ned. Men det lykkedes og omkring Mørkøv-Tølløse var jeg så småt ved at komme tilbage. I Tølløse fik jeg et kaffebrød og noget cola ned, det gjorde det sidste til at kvalmen så småt fortog sig igen. Resten af vejen hjem gik fint, dog måtte vi lige stoppe for endnu en punktering op mit bagdæk, midt på svoverslevbakken. Vi brugte vores sidste patron i CO2 pumpen og var enige om at det var sidste punktering, næste gang var det med håndpumpe og det kunne vi ikke lige overskue efter næsten 400 km. Vi nåede tilbage til Hvidovre lige i tid før det blev mørkt. Efter at have pakket bilen, måtte vi lige forbi McD. 3 cheeseburgere hver og en cola faldt ned i et stort hul :-) Alt i alt en rigtig god tur.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar