onsdag den 5. juni 2013

Melfar24 2013

Melfar24 2013 er overstået. Det blev et gensyn med gamle cykelvenner, det blev en kamp med mig selv pga. for lidt at spise og for højt tempo i start. Det blev en positiv oplevelse med support team og masse venner der kom for at heppe gennem døgnet. Og sidst, men ikke mindst, blev det til 749,5km hvilket rakte til en 4. plads.

Da sidste opdatering var 1,5 måned før start, må jeg hellere lige opsummere den sidste måneds forberedelser. De 2 sidste uger i april blev brugt på alm. træning ugen igennem og langture i weekenderne på 5-8 timer. 1. maj blev der kørt Enebakk rundt, som blev kørt med ca. 40km/t. Det var en fin måde at få fart i benene og generelt har det været en god investering at køre med BOCs førstehold og træne på fart og at ligge i rulle. 5. maj blev det til længste tur på 9 timer effektiv. Resten af perioden frem, har det været ture på 2-3 timer, gerne med intervaller på ca. 20. minutter.

Til Melfar24 var jeg så heldig at få Martin og Brian til at være mine hjælpere. Det viste sig at være uvurderligt. Vi mødtes dagen før og lagde planer og gik gennem de praktiske ting og sager så vi kunne være 100% klar på startstregen. Lørdag kl.10.15 gik starten og det gik stærkt... vi kørte sammen med nogle der kørte som par og de skruede fart op til mellem 37 og 40+ i snit på omgangene. Langsomt men sikkert blev jeg tappet for energi og desværre fik jeg ikke fyldt godt nok på fra start. Derfor måtte det ende med jeg gik helt i kælderen. På det tidspunkt havde vi sluppet de hurtige par og vi var bare 3 tilbage fra 24 timer solo. Så det positive var jo, at jeg lå på en 3. plads da jeg gik kold... Tim (som endte med at blive 3) kom op til mig og så kunne vi køre en runde på dagruten + et par på natruten. Men jeg blev værre og værre og uden at gå i detaljer, kom noget af maden op igen. Derfor måtte jeg i depot til Martin og Brian og vi måtte resette strategien, lade Tim køre og koncentrere os om at få mig på højkant igen og forhåbentlig klare at holde fast i 4. pladsen gennem natten. Efter et kort pitstop havde jeg fået varmere tøj på, styr på lommerne ifht. mad, og Brian og Martin var med på den nye strategi og jeg trillede igen ud på natruten, med en kop suppe i hånden og kaffe med et tons sukker i dunken. Nu skulle der bygges op igen. Det tog nogle timer, men langsomt kom jeg til mig selv igen. Kvalmen forsvandt lidt og det blev muligt at få kørt nogle ok tider igen, samt få spist lidt. Til en anden gang skal jeg huske andre madvarer end sukker. Jeg havde sådan sukkerlede og jeg kunne ikke spise brød og lign. Aspargessuppe, kartoffelmos med skinke, drikkebuillon, drikkeyoghurt og lign. kunne have været godt. Jeg tvang et par barer ned, et par geler det rullede lidt efter lidt bedre. Jeg kunne ta et par hurtige runder sammen med de som kørte par og da vi kom ind på opløbet havde jeg stadig 4. pladsen. Hvem skulle have troet det. Den holdt hjem. Ud over perfekt support fra Brian og Martin, så var der mødt masser af venner og familie op i løbet af døgnet. Det var noget der virkelig motiverede. Tak for det! Vi ses igen til 2014 ...

mandag den 15. april 2013

1,5 måned til Melfar ...

Så er der ca. en måneds træning tilbage, før starten går til Melfar24. Jeg har heldigvis været bedre til at få trænet, end til at få skrevet blog :-) Om det er nok, vil tiden vise. Der har ligget en del sne. Så frem til Påske, har træningen næsten kun været inde. I starten af April blev det muligt at køre udendørs, men det har stadig været koldt, med -5 om morgenen og sne i vejkanten. Vejrmeldingen lyder nu på plusgrader, så forsvinder det sidste sne! Træningsmæssigt forsøger jeg nu at følge et system, der hedder sone 1 mandag, onsdag, fredag. Tirsdag og Torsdag 3,5 time inkl. træning med klubben (sone 4 intervaller 6x4min, sone 5 6x3min eller holdkørsel) og i weekenden langtur på mindst 5 timer. Snart er det tid til de første løb, så vil det vise sig hvor jeg ligger formmæssigt ifht. andre. Jeg har lidt problemer med at få vægten helt ned hvor jeg gerne vil have den. Ligger p.t. på ca. 82kg og jeg ville gerne under 80... vi får se. Bloggen her har i øvrigt vist sig at være et vigtigt redskab for mig i min planlægning. Det har givet stor værdi at kunne se tilbage på de tidligere år og lave træningsplanen derefter. Vi har fået tøj fra cykelklubben - noget alle var godt tilfredse med!


søndag den 3. marts 2013

Start på 2013

Nå, det er vel tiden at få skrevet lidt på min blog ... efter 1 års skrivepause :-) Lad mig starte med en lille  opsummering siden sidst. 2012 gik stille og roligt ifht. cykling. Efter perioden 2009-2011 med meget træning og cykling, havde vi i familierådet bestemt at geare lidt ned ifht. cyklingen. Tiden i 2012 er brugt på at komme godt på plads her i Norge, hvor vi flyttede til i efteråret 2011. Ny bolig, nye job til os begge, skolestart for Victor og børnehavestart for Sigrid og ikke mindst et nyt land, nye bekendskaber og et nyt sprog at lære, det var det rigtige valg ikke at stresse over cykletræningen. Indtil nu har det været en spændende rejse og vi har oplevet meget her i Norge. I 2012 fik jeg for første gang stiftet bekendskab med Mountainbike, eller terrengsykkel som det hedder her i landet. Via mit job i Danske Bank (hed Fokus Bank da) havde vi træningsgrupper sammen med kunder og ansatte. Et rigtig godt oplæg for både kunder og ansatte! Ugentlig træning og vejledning, samt deltagelse i Birkebeinerrittet gjorde at jeg efterhånden er kommet meget godt med på mountainbiken, uden dog at skulle gøre mig til ekspert på den del. I efteråret 2012 har jeg købt endnu en mountainbike, som nu står og venter på at sneen smelter, det er fint at have både racer og MBK for afvekslingens skylde. Jeg har lagt planer for 2013 (kan ses i kalender i venstre side) og er p.t. godt igang med basistræningen via spinning og træning med TRX slynger. En skade i skulderen var skyld i at jeg i vinter har måtte gå til en personlig træner, som har lært mig at bruge TRX. Virkelig et effektivt redskab! Jeg har vinteren igennem cyklet til og fra arbejde og på trods af at det har været 15-20 minusgrader i perioder, har det været en stor tilfredsstillelse at kunne holde grundformen ved lige. En mountainbike med pigdæk og sne på vejen gør at der skal trædes godt til for at komme frem, selvom der kun er 15km hver vej, tager det 1,5 time under de forhold. Hvor meget det vil betyde for 2013 er jeg spændt på at se. Træning på hometrainer, har jeg udviklet en del, med investering i alle videoer fra www.thesufferfest.com + www.trainerroad.com et virkeligt stærkt setup, som jeg på det kraftigste kan anbefale! Træningsmæssigt forsøger jeg at holde mig på 10 timer + i ugen p.t. og i morgen mandag, starter vi (8 stk. fra Danske Bank), 4 ugers forberedelse til 2013 med træning via www.magnatcenter.no. Jeg har meldt mig ind i Bærum og Omegns Cykleklubb www.boc.idrett.no og jeg har fået lagt et par breveter i kalenderen, som jeg kører med www.randonneurs.no. Igen i år kører vi træning for kunder og ansatte på terrengsykel frem mod Birkebeinerrittet, så alt i alt er der lagt op til et spændende 2013 :-)
Det var i korte træk 2012 og vintertræningen frem til nu. Oppsummert kan man sige jeg i en periode bevidst har fokuseret på andre ting end cykling - i 2013 bliver dette anderledes og der vil derfor også være mere at skrive om her.

Vi ses på landevejen
(billedet er fra min daglige tur til arbejde)