onsdag den 5. juni 2013

Melfar24 2013

Melfar24 2013 er overstået. Det blev et gensyn med gamle cykelvenner, det blev en kamp med mig selv pga. for lidt at spise og for højt tempo i start. Det blev en positiv oplevelse med support team og masse venner der kom for at heppe gennem døgnet. Og sidst, men ikke mindst, blev det til 749,5km hvilket rakte til en 4. plads.

Da sidste opdatering var 1,5 måned før start, må jeg hellere lige opsummere den sidste måneds forberedelser. De 2 sidste uger i april blev brugt på alm. træning ugen igennem og langture i weekenderne på 5-8 timer. 1. maj blev der kørt Enebakk rundt, som blev kørt med ca. 40km/t. Det var en fin måde at få fart i benene og generelt har det været en god investering at køre med BOCs førstehold og træne på fart og at ligge i rulle. 5. maj blev det til længste tur på 9 timer effektiv. Resten af perioden frem, har det været ture på 2-3 timer, gerne med intervaller på ca. 20. minutter.

Til Melfar24 var jeg så heldig at få Martin og Brian til at være mine hjælpere. Det viste sig at være uvurderligt. Vi mødtes dagen før og lagde planer og gik gennem de praktiske ting og sager så vi kunne være 100% klar på startstregen. Lørdag kl.10.15 gik starten og det gik stærkt... vi kørte sammen med nogle der kørte som par og de skruede fart op til mellem 37 og 40+ i snit på omgangene. Langsomt men sikkert blev jeg tappet for energi og desværre fik jeg ikke fyldt godt nok på fra start. Derfor måtte det ende med jeg gik helt i kælderen. På det tidspunkt havde vi sluppet de hurtige par og vi var bare 3 tilbage fra 24 timer solo. Så det positive var jo, at jeg lå på en 3. plads da jeg gik kold... Tim (som endte med at blive 3) kom op til mig og så kunne vi køre en runde på dagruten + et par på natruten. Men jeg blev værre og værre og uden at gå i detaljer, kom noget af maden op igen. Derfor måtte jeg i depot til Martin og Brian og vi måtte resette strategien, lade Tim køre og koncentrere os om at få mig på højkant igen og forhåbentlig klare at holde fast i 4. pladsen gennem natten. Efter et kort pitstop havde jeg fået varmere tøj på, styr på lommerne ifht. mad, og Brian og Martin var med på den nye strategi og jeg trillede igen ud på natruten, med en kop suppe i hånden og kaffe med et tons sukker i dunken. Nu skulle der bygges op igen. Det tog nogle timer, men langsomt kom jeg til mig selv igen. Kvalmen forsvandt lidt og det blev muligt at få kørt nogle ok tider igen, samt få spist lidt. Til en anden gang skal jeg huske andre madvarer end sukker. Jeg havde sådan sukkerlede og jeg kunne ikke spise brød og lign. Aspargessuppe, kartoffelmos med skinke, drikkebuillon, drikkeyoghurt og lign. kunne have været godt. Jeg tvang et par barer ned, et par geler det rullede lidt efter lidt bedre. Jeg kunne ta et par hurtige runder sammen med de som kørte par og da vi kom ind på opløbet havde jeg stadig 4. pladsen. Hvem skulle have troet det. Den holdt hjem. Ud over perfekt support fra Brian og Martin, så var der mødt masser af venner og familie op i løbet af døgnet. Det var noget der virkelig motiverede. Tak for det! Vi ses igen til 2014 ...