mandag den 28. december 2009

12 timers spinning 16.januar!

Jeg har tilmeldt mig 12 timers spinning den 16. januar 2010. Det bliver spændende at se hvordan det går :-) Konceptet er 1 ny instruktør i timen og så er det ellers bare derudaf i 12 timer. En værdig træning som opvarmning til Melfar24. Her er mere info om løbet, dog er der ikke flere pladser. http://www.energiogsundhed.dk/visdata.asp?ID=2

Fik gavekort til Melfar24 i julegave

Var så heldig der lå et gavekort til startgebyret i Melfar24 under juletræet, lækkert :-) Det er hængt op, så jeg ser det hver dag, forhåbentlig hjælper det på motivationen.

tirsdag den 22. december 2009

Det sner stadig ... 1000km før jul er nået!

Havde en ide om at runde 1000 km i dec. før jul. Det lykkedes idag at nå op på 1013, så i morgen kan jeg holde fri med god samvittighed. Fulgtes hjem med Hald i mega snevejr. Vi kunne holde 20 i snit. Jeg havde lige foden nede en enkelt gang, da jeg kørte udenfor cykelstien og ramte et hul, men ellers gik det faktisk meget fint. Bilerne skøjtede til gengæld rundt og der var næsten dømt julehygge på cyklerne. Da jeg kom hjem lå der brev fra Melfar24, der er en plads klar til mig ...  

mandag den 21. december 2009

Noget af en omvej ...

På vejen hjem idag besluttede jeg for at køre en omvej. Mest for at se om jeg kan nå de 1000 i december før jul :-) Og så selvfølgelig fordi min nye cykel er en kærkommen afløser fra den gamle skærveknuser. Jeg tog beslutningen da jeg kørte langs motorvejen mod værløse, her var der nemlig fint rydet for sne. Jeg fortsatte mod Farum og længere nord på, til sidst nåede jeg Rungsted. Damn det var koldt, jeg kørte sydpå langs strandvejen og der er åbenbart ikke økonomi på strandvejen til at få ryddet ordentligt for sne. Det blev nogle trælse km til jeg kunne dreje fra ved Klampenborg og kørte over Lyngby og via ring 4 til Ballerup. Sikke en omvej. Det blev til ca. 68 km, men det var noget af en oplevelse. Håber snart sneen forsvinder, så der kan køres uden fare for liv og lemmer. Var kun af cyklen 2 gange, heldigvis ikke noget alvorligt. Temp. på -3 det meste af vejen sørgede for at jeg ikke fik hedeslag :-)

tirsdag den 15. december 2009

Sne og på ny cykel :-)

Så blev den nye cykel prøvet. Den kører fint og det var ren luxus og svineri med udstyr at starte med at køre 60 Km i snevejr på den ... i øvrigt årets første sne af betydning. Den klarede det fint, men der var godt nok p... glat.

mandag den 14. december 2009

Indstilling af cykel

Så er den nye cykel indstillet. Jeg har brugt denne side som udgangspunkt. http://www.strawberrybicycle.com/frames-custom.php Det tog lidt tid at måle det hele op, men nu har jeg et godt udgangspunkt at stille på, hvis der er noget jeg føler ikke spiller optimalt. Nu glæder jeg mig bare til at komme på landevejen og prøve den af, det bliver ren luksus.

Opdatering ... det viste sig at sadlen sad ALT for lavt. Men det var da rimelig nemt at ændre på!

søndag den 13. december 2009

Fjorden rundt med Jan

Så blev det til den dejlige søndagstur jeg kalder "rundt om fjorden". 106,5 km kørt, med kun ca. 27 i snit, men hva, det er jo ik nu formen skal toppe :-) Med de 106,5 runder jeg 740 km i december, så alt går efter træningsplanen. Havde egentlig kun planer om at køre 1000 i dec. men det ser ud til det bliver til lidt mere pga. det "gode vejr". Vi kørte hjemmefra kl. 08.00 i 5 graders frost, så hele vejen rundt tog vi det helt roligt i sving, da der var god risiko for en røvtur. Det var fedt vejr, solen stod op over fjorden og det gav ren energi at køre op langs fjorden til Frederikssund og ind over Græse, Slangerup og Ganløse til Måløv og hjem igen. Min cykel var helt ad h til. Den skreg efter olie og hakkede over i tænderne, hver gang det gik lidt opad... glæder mig SÅ meget til jeg får min nye vinterracer!!!

fredag den 11. december 2009

Melfar24 planlagt mål for 2010

Jeg har besluttet mig for at prøve kræfter med 24 timers løbet Melfar24. Læs mere her: www.melfar24.dk
Jeg har længe gået med tanken om at prøve at cykle 24 timer ... mon det blir hårdt? Mon ikke. Det kommer til at kræve en hel del træning, ikke mindst mentalt og i skrivende stund er jeg top motiveret, jeg håber det bliver ved med at være tilfældet indtil den 5. juni 2010 hvor starten går.

Så er der bestilt ny vintercykel!


Jeg har i dag bestilt en ny vinterracer hos Heino cykler i Glostrup. Valget er faldet på en Focus Culebro Compact 09: Link til Focus website

Glæder mig meget til at få udskiftet min Pinarello fra midt halvfemserne!

mandag den 7. december 2009

Hård træning med Henrik og Hald, derefter aftentur med fruen og ungerne

Hjemtur fra arbejde blev af den hårde slags. På hjul af Henrik og Hald, i mørke, så bliver det ikke mere sindsygt. Da jeg kom hjem var Karina helt vild efter at køre en aftentur med ungerne, på trods af at det kun var 5 grader varmt. Vi spiste aftensmad og da det blev sengetid, blev Victor og Sigrid puttet i nattøj, på flyverdragt og ud i cykelvognen med bamser, dyne og lommelygte. Der var max hygge og sang fra vognen da vi begav os afsted. Efter 15 minutters kørsel sov de begge og vi kunne køre en rigtig kærestetur, som bortset fra temperaturen, var super hyggelig. Så mangler du lidt tid til at træne, så er det bare at tænke kreativt :-)

Kørt ned af bil på vej til arbejde

Ja ok, det var knap så dramatisk, men alligevel en rystende oplevelse. Sidste mandag var det en modkørende cyklist og denne mandag er der så en der vælger at køre ind i siden på mig i bil. Jeg skulle krydse en vej og der er kø i begge retninger. Pludselig holder 2 biler tilbage og gør tegn med lygter til at jeg kan krydse vejen, lige indtil jeg er ud for bil nummer 2 ... der sætter igang lige ind i siden på det gule lyn. Heldigvis skal der en del til at vælte gule og jeg tror det gik mest ud over bilen. Damn, håber virkelig ikke det er en udvikling der fortsætter mht. uheld :-)

søndag den 6. december 2009

Træning med fruen og ungerne :-)

Så blev det tid til at genoptage bjergtræning alla cykelkongen ... det går ud på at køre en god hyggetur  på ca. 28 km med ungerne og fruen. Ungerne i cykelvognen, så der kommer godt 50 kg efter cyklen og fruen ved siden, så der er hygge for alle pengene... jeg føler mig meget priviligeret når min familie har lyst til at cykle i 5 graders varme! Det er bare opbakning der vil noget :-)

fredag den 4. december 2009

Fjorden rundt

I dag kørte jeg fjorden rundt. En fin tur på godt 108 km. Jeg havde en enkelt punktering, men det hører jo årstiden til.

tirsdag den 1. december 2009

Ramt af modkørende cyklist :-(

I dag blev jeg ramt af en modkørende cyklist på vej hjem fra arbejde. Det var mega træls. Jeg blev på cyklen, men hans styr har lavet et ordentlig hak i min hofte og der er bøjet et par ribben, av det gør ondt! Fejlen var 100% hans, men hvad hjælper det? Jeg håber han tænker sig om en ekstra gang inden han igen kører mod trafikken på en cykelsti ...!

Ønsker - Opdateret November 2013

Her en liste over familiens ønsker.

Victor:
Fodboldkort Match Attax 
Domino Express 
Robot hund (blå)
Penge
Ipad
Fodboldt spillerdragter (fra diverse fodboldtklubber) str. 134-140
Alias spill (Norsk)
Bingospil med blandetromle
Fjernstyret helikopter
Stiga snow kick
Blå lyssværd
Pianomåtte
Løbehjul Razor m. gnistrer og lys
Skakspil


Ulrik:
Cykelstativ til tag (2 stk) Thule Freeride 532 eller lign.
TACX Svedovertræk LINK
Camera (Go Pro Hero 3 Black Edition, eller 3+ Black Edition)
Radarlock XL Clear vented lenses
Sweat guard
Boxershorts, eks. JBS Provo eller lign. str. L
Gavekort til deltagelse i Melfar24.dk
Cykelkuffert 
Sorte Strømper (44-45)
Langærme svedundertøj, evt. med uld eller vindstop Craft Craft 2
Sonos Play 5
Ipad

Sigrid:
Toffee hest
Robot hund (Rød)
Candy hest
Smølfine lavalampe
Fashion girl
Skattekiste
Hest
Star Wars figur
Blaster
Dukkegavesæt og Happy friend stort dukkesett
Furby
Abe
Kat
Mal ditt eget dyr (BRIO)
Doktor
legesmykker, diadem, tryllestav, fe vinger, lyseblå prinsessekjole
Lave en Build-a-bear bamse i sandvikacenteret gerne med jer ;o)
Penge til vinteraktiviteter (skiskole, liftkort etc.)
Tegne/klippe/klistre ting/bøger etc. til en lille kunstner
Scrapbog materialer


Karina:
Mads nørregård bluser (Rød og pink smalle striber. Sort og hvid smalle striber. ) Hvis der er med brun eller orange striber ønsker jeg mig det.

Øreringe gerne med perler.

Hesta skihandsker str 8

www.magasin.dk/kubus-1%2C-sort/VA03255879- 00000001_061.html

http://www.magasin.dk/alikas-oereringe/VA03183448-02209026_061.html

http://www.magasin.dk/grass-vase-large/VA00208042-00000001_061.html

( stor + medium +lille) Grass vase

http://www.magasin.dk/kubus-1%2C-sort/VA03255879-www.magasin.dk

torsdag den 19. november 2009

Vinterjakke fra Briko

Jeg har taget min nye vinterjakke fra Briko i brug. Det er en rigtig lækker jakke, som jeg på det varmeste kan anbefale. Med en skiundertøje, en langærmet cykeltrøje og så jakken fra Briko, spiller det max. Jeg har indtil videre "kun" kørt i minus 5 grader, og det klarer den uden problemer. http://www.cyclingshop.dk/product.asp?product=2930

fredag den 18. september 2009

18. september 2009: Valdeblore (La Roche) – Menton (2098 hm, 102 km)


Col Saint-Martin, 1.500 moh., 16,5 km., 6,2% i snit (de sidste 7,5 km)
Col de Turine, 1.604 moh., 12 km., 7,2% i snit
Col de Braus, 1.002 moh., 11,2 km., 5,7% i snit
Col de Castillon, 706 moh., 7 km. 4,6% i snit
Fra aftenen før er banen kridtet op, i dag skal der køres til, alle kræfter skal bruges. Guideteamet har lagt en plan og får ”smuglet” Kjeld af sted med hold 3, 40 minutter før hold 1 og 2 starter fra hotellet. Planen er at Kjeld skal stå klar ved foden af den sidste stigning med friske ben, klar til at sætte Henrik ”på plads”. Det viser sig dog at den plan vil slå helt fejl. Hold 1 starter ud kl. 09.40 fra hotellet og begynder den ca. 7 km lange opstigning med godt 7 % til Col Saint-Martin i 1500 meters højde. Det er godt vejr, men det kan ses at det nok ikke vil vare ved hele dagen, bag bjergene lurer der sorte skyer. Vi kører i starten og filmer og pjatter, men efter et par km er vi tilbage i den vante tone, sammenbidte ansigter, høj puls, og stikkende kommentarer, det gælder om at komme først op (det hele naturligvis med et glimt i øjet). Thomas ligger sig i mit baghjul det meste af vejen og jeg begynder at frygte han vil trække fra til sidst, som dagen før. Heldigvis her jeg mere tilbage til spurten og holder ham bagved, vi når toppen lidt efter Henrik, Mikael og Jakob. Vi kører en lang nedkørsel på ca. 22 km til foden af Col de Turini. Det er en flot nedkørsel, som jeg optager med kamera monteret på styret. Ved foden af Turini begynder det at dryppe og vi gør klar til opkørslen. Turini viser sig at være et barsk bjerg. Ca. 12 km langt og 7,2 % stejlt. I starten bliver der kørt cykelløb, Jakob og jeg skiftes til at udfordre, det viser sig dog hurtigt (igen) at Jakob er bedre kørende end mig, Peter, Henrik og Jakob stikker af og når toppen i den rækkefølge, Hald ligger sig på mit baghjul, han klager og har ondt i det ene knæ. Efter de første 5 km tager regnen til, vi snakker om nedkørslen og begynder allerede at frygte den. Vi henter hold 3 på opkørslen, mens regnen gennembløder os fuldstændigt. Det føles som om vi kører direkte op i skyerne, fyldt med regn. Hvilket vi jo også gør. Hald stiger af og jeg kører de sidste km selv, han kan ikke holde tempo med hans knæ. På toppen er der vådt og koldt og vi skynder os at skifte tøj. Kjeld (som ellers havde planlagt det store race på sidste top) er hoppet i bilen, han fryser og forsøger at holde samling på tropperne. Desværre lykkedes det 3 personer at køre forkert, så bilen må hente dem. Det viser sig at Jakob er en af de 3 der får et lift med bilen. Naturligvis noget der ikke går ubemærket hen i gruppe 1, som driller Jakob resten af turen med en DNF noteret på dagens etape. Nedkørslen til Sospel er spærret, så vi må køre en omvej. Det viser sig at være en hullet bjergvej, der også gemmer på endnu en stigning på 7 km op til Col de Braus, et bonus bjerg. Jeg følges ned med Peter S. + Allan. Vi fryser og forsøger at holde moralen høj med dårlige vittigheder, røverhistorier og sange. Peter instruerer i ”fodvarmere”, et 80er levn hvor vi hopper af cyklen og løber 50-100 meter. Det giver varmen, men sikke en forestilling. Vi når til sidst Sospel, hvor planen var at samles. Regnen er dog stadig kraftig og alle har åbenbart valgt at fortsætte mod Menton, de sidste km skal overstås. Vi kører de 7 km over Col de Castillon uden større problemer, den stiger kun ca. 3% og vi holder et støt tempo. Efter endnu en kold nedkørsel mod Menton, er vi pludselig ved vores mål. Nu skal vi finde hotellet. Vi møder Peter og Thomas som har kigget sig omkring og forsøgt at finde hotellet, uden held. Efter lidt spørgen om vej og lidt patruljering, finder vi det til sidst. Det fejres med sandwich, cola og espresso. 6 dage på cykel er overstået, det er en mærkelig tom fornemmelse. De næste timer går med at få varmen og få pakket cyklerne sammen. Det går planmæssigt og kl. 19.00 er vi klar på stranden til fællesfoto og champagne. Regnen er holdt op og vejret klarer op. Der er en god stemning og dagen og turen snakkes igennem. Vi gjorde det sgu! På hotellet er der middag kl. 20.00, det viser sig dog at være en stor skuffelse, så alle skynder sig at blive færdige og så er det på Mac Donald, og supplere. Efter endnu et måltid festes der på nærliggende bar. Der fortælles historier og turen evalueres. Der snakkes nye mål og træning, her skal der lyde en stor tak til Peter for demo af udfaldsskridt, træning der helt sikker vil være på BikeXtremes træningsprogram til vinter. Omkring kl.01.00 lukker vi baren og byen, alt er dødt, så vi beslutter at tage tilbage på hotellet og få sovet. Det var det, Les Grandes Alpes er slut. Hvad skal næste års mål så være?

torsdag den 17. september 2009

17. september 2009: Barcelonette – Valdeblore (La Roche) (3305 hm, 135 km)

Col de la Cayolle, 2.326 moh., 30 km., 4,1% i snit                                
Valberg, 1.673 moh., 13,2 km., 6,7% i snit
Col de la Couillole, 1.678 moh., 7,25 km., 3,3% i snit
Col Saint-Martin, 1.500 moh., 16,5 km., 6,2% i snit
Vi sætter ud fra Barcelonette ca. kl. 10.00. Solen skinner og humøret er højt. Der tages billeder og synges sange ... det er kønt. Gruppe 1 er i dag nede på Henrik, Michael, Jacob og jeg. Morten er guide og har "vundet" hold 1. Vi starter op ad Col de la Cayolle. Opkørslen er ikke ret stejl i starten og der sættes et tempo, hvor alle kan være med. Midt i det hele er der et kæmpe vejarbejde, hele vejen er gravet op. Så har vi også prøvet det, håber blot at guidevognen kan være med, men well, Henrik har kørt i hæren, så mon ikke han klarer lidt fransk vejarbejde også. Vi må bære cyklerne over. Solen er nu kommet godt frem og der er dejlig varmt, himlen er blå. Fedt! På vejen op møder vi en del andre cykler, blandt andet en flok på mountainbikes der er på vej ned. Det lyder lækkert med de brede dæk der bliver max presset på nedkørslen. Som vi nærmer os toppen sættes der som vanligt tempo på, samtid med at vejen bliver stejlere. Morten må slippe, lidt efter jeg. Michael og Jacob kæmper vildt og der køres langt over max. Henrik som sædvanlig foran. Sådan nås toppen. Herligt vejr på toppen og naturligvis vores følgebil, han var sluppet igennem vejarbejdet. Billeder og omklædning på toppen, og så går det nedad i et postkort flot landskab. Vandfald, grønne træer, sorte klipper, røde klipper, grå bjerge og blomster i byerne. Det er en fed nedkørsel. Da det flader ud sætter Morten sig i front og trækker tempo i top, til vi når bunden af Valberg. Så går det opad, konstant og stejlt, rigtig fedt bjerg. Vi henter gruppe 3. Henrik og Michael i front, mens Jacob og jeg følges. Morten passer bagtroppen. Vi når op og kører hurtigt videre, det lader til at frokost ikke kommer på tale, så der suppleres med et par barer. Mad er bare ikke noget at skrive hjem om, så en god proteinbar ved man hvad er. Efter en kort nedkørsel tager vi fat på Couillole, ca. 7 km og opad. Henrik og Michael kører hurtigt væk og Jacob og jeg følges det første stykke, før det lykkedes mig at trække fra. Yes. Vi når toppen, og kører hurtigt videre. I bunden møder vi hold 2, som får sig en is og en cola. Vi bunder en hurtig cola og kører sammen med gruppe 2 til bunden af st. martin. Der er 17 km op. Det er sgu hårdt nu, sidst på dagen og bjerget er stejlt. Det lykkedes ikke Peter S. at trække fra Henrik, de når toppen sammen, ellers alt ved det gamle. Vi kører til toppen, men egentlig skulle vi kun ca. 10 km til hotellet, men på "bikeXtreme" kører vi ikke halve bjerge ... så vi triller de 7 km ned tilbage til hotellet, det er jo på grænsen til sindsygt :-) Men vejret er rigtig godt og det har været en god dag med masser af dejlige km og hm i benern. 

onsdag den 16. september 2009

16. september 2009: Le Monetier les-Bains – Barcelonette (1420 hm, 98 km)


Col de Vars, 2.108 moh., 19 km., 5,7% i snit
Det er dag 4, og stemningen ved morgenbordet er trykket. Der er udsigt til endnu en kold dag, med regn, og de fleste pas omkring os er lukket pga. sne og dårligt vejr på toppen. Izoard er snedækket, så ruten må blive alternativ. Øv. Iført en hel del tøj, kører vi ud på den 125 km lange rute. De første 70 km er med et let fald, og der bliver kørt stærkt. Efter noget tid bliver det tørvejr, og efter endnu nogle km, tør vej! Det er håb forude og vi holder en kort pause for at få noget tøj af, måske dagen alligevel bliver god. Peter fra hold 2 er punkteret og holder i siden med følgebilen. Da han har fået ny slange i, kører vi igen, og humøret er steget en del grader, ligesom temperaturen. Solen er kommet frem og der bliver hurtig stemt ja til at køre Vars. Vi tager en social opkørsel og der er både tid til jokes og billeder, samt video de første par km. Da vi når selve byen Vars, er den totalt død. Peter S. har i den grad sat næsen op efter cola, men selvom der hives i et par hoteldøre, er og bliver byen totalt lukket og slukket. Vejen på den anden side af Vars er ekstremt dårlig. Masser af huller og sten overalt. Det er det rene vilde vesten. Da vi når lidt ud af byen rammer vi en modvind og vi må køre pænt på hjul. Uheldigvis har Thomas overanstrengt sit knæ, så Jacob og jeg kører side om side og tager føring til toppen. På vejen må vi have et par piller i Thomas, det ser slemt ud og at køre på Ipren i bjergene er absolut sidste udvej ... men han skal jo med videre. På toppen tager vi billeder og der er et hus hvor Peter kan få sin cola, der er dømt stor lykke. Der er flere der  hopper på pausevognen efter cola, Allan får sig en kop kaffe. Da der atter er samling på tropperne, går det nedad igen. Det er en flad, bred og fin vej ned. Heldigvis ikke som opkørslen. Vi fortsætter mod Barcelonette, der bliver kørt pænt til de sidste stykke, konstant mellem 45 og 55. Pludselig er vi ved Barcelonette og vi kan sætte endnu et hak i dagbogen. Vi går en tur på torvet for at få frokost. Om aftenen får vi servering på et ret specielt sted. Lokalt er vel meget dækkende. Til dessert serveres en snaps, der mest af alt minder om noget til at rense kæden i ... føj. Der tales om "BikeXtreme!" og der laves jokes med sne, regn og kulde ... vi er vist lidt for seje, også den aften :-)

tirsdag den 15. september 2009

15. september 2009: Auissois – Le Monetier les-Bains (2100 hm, 87 km)

Col du Télégraphe, 1.566 moh., 11,8 km., 7,3% i snit
Col du Galibier, 2.646 moh., 18,1 km., 6,9% i snit
Hold 1 kører fra hotellet kl.10.00 med Morten i front. Det er en ret lang nedkørsel til starten af telegraph, med brede veje og godt overblik. Der bliver kørt godt til. Vi starter samlet op ad Telegraph, efter et par kilometer må Morten slippe, mens resten følges op. Henrik, Mikael, Thomas, Jacob og jeg. Fra toppen af Telegraph kører vi en nedkørsel på ca. 4 km til Valloire. En nedkørsel der egentlig er lige til, men der er lagt ny asfalt med løse sten ... det giver lige lidt ekstra høj puls. Byen er totalt død og vi beslutter at fortsætte til Galibier. Omgivelserne er totalt golde og øde. Eneste tegn på lidt liv er en hel del får der er spredt over alt og går og græsser. På højre side er en dal, mens selve Galibier ses i det fjerne. Før vi er fremme ved det stejle stykke, skal vi køre et langt, træls, fladt stykke vej. Det føles fladt, men hvorfor vil der ikke komme fart på computeren ... det er langt fra fladt, men blot et synsbedrag. Vi kører sammen alle 5, Thomas falder på et tidspunkt af, men finder kræfter et eller andet sted og kører op igen, flot. Det begynder at regne, kold regn, ca 8 grader og modvind brrr, hvordan mon toppen er... Vi er alle ved godt mod da vi når bunden af Galibier, så er det blot lige at følge svinget rundt og over broen, så går det opad! Jacob må slippe, derefter Thomas. Henrik, Michael og jeg følges opad, så bliver regnen til sne ... dobbelt brrr. Det er koldt og råt og der er absolut dødt omkring os. Galibier er et legendarisk bjerg og med god grund. Det kan ikke rigtig beskrives men skal opleves. Det er bare barsk og spiser små cykelryttere til morgenmad! Ca. 4 km før mål er der lagt ca. 150 meter fra Henrik til Michael og igen 150 ned til mig. Det går egentlig ok, men sneen begynder at blive problematisk. Nu ligger den på jorden og i et par sving laver jeg hjulspind ... det skal nok blive en interessant nedkørsel. Jeg har en ide om at toppen er ved et hus der ses lidt længere oppe. Tror der er en der har peget og sagt der er toppen, det er i mit hoved blevet lig med at huset ligger på toppen. Da jeg ser at følgebilen holder ved huset er jeg sikker, det må være toppen. Jeg kan se Michael foran mig og jeg bestemmer mig for at give alt hvad jeg kan for at nå ham før "toppen"... da jeg er ca. 5 meter bag ham stønner jeg: " så nåede vi toppen sammen" Han konstaterer tørt at toppen er endnu længere oppe ... pis. Jeg ved ikke hvordan, men jeg kommer det sidste stykke op. Jeg har efterfølgende set en video med det stykke vej og jeg kan absolut intet erindre efter den falske top ved huset. Pludselig er jeg bare oppe. På toppen er der snestorm og det gælder om at overleve, på med alt tøj og nedad. Jeg kan ikke klikke ind på grund af sne på klampen, meget havde jeg tænkt om denne tur, men der var jeg ikke lige forberedt på. De næste mange km nedad følges Jacob og jeg i morfar tempo. Der er snestorm og tåge, kombineret med ingen autoværn, skønt. Det er hunde hamrende koldt. Det kan slet ikke beskrives hvor koldt. Vi må råbe af og til, bare for at komme af med lidt frustration. Efter nogle km letter tågen lidt og efter endnu et par km bliver sneen til regn, igen kold kold regn omkring frysepunktet. Vi ryster så vi er ved at falde af cyklen, bogstaveligt talt. Lidt nede møder vi Michael som er stået af cyklen, fordi han var bange for at ryste af. Efter at have passeret et jordskred/vejarbejde er vi endelig ved hotellet. Dagens højdepunkt er at der er badekar. Jeg køber mig en kop kakao og smutter i det varme vand. Lidt efter lidt kommer alle ind. Der er dog ikke kommet kufferter, så hotellet er fyldt med turister iført tæpper og lagner som beklædning, der skal i baren og købe kaffe etc. Der mangler et par stykker fra hold 2 og bekymringen breder sig. Heldigvis viser det sig at de er kørt ind på en cafe for at få noget varme. Peter S. fortæller at han på nedturen frøs så meget at han flere gange var af cyklen og løbe med den ved siden af for at få varmen, rådet er hermed givet videre. Jeg har i mine notater for denne dag sat en stjerne ved Henrik, vores chauffør. Han har  fulgt os hele dagen, været de rigtige steder, transporteret folk op og ned af bjerge, uddelt tæpper til trængende og alt i alt bare sørger for at følgebilen spiller. Kort sagt er han perfekt!

mandag den 14. september 2009

14. september 2009: Beaufort – Auissois (3680 hm, 135 km)

Bjerge på dagens etape:
Cormet de Roselend, 1.967 moh., 21 km., 6,0% i snit
Col de l’lseran, 2.764 moh., 47 km., 4,1% i snit
Lige fra hotellet kørte vi ud på Roselend. Henrik melder ud "vi tager det stille og roligt til at starte med." Jeg ...puls 175. Keld og jeg gav slip. Ca. 10 km oppe fandt jeg mit tråd, aftenen før havde jeg læst på en lang liste over tips til bjergkørsel og punkt for punkt gik jeg listen igennem i hovedet. Til sidst var alt rettet til og jeg følte virkelig en forskel. Jeg satte Keld :-) Godt oppe af bjerget kom en stor og flot sø. Hold 3 blev overhalet, lidt efter hold 2. Det var ret motiverende, på trods af det ikke var løb. Søen var rigtig rigtig flot og da vi havde kørt halvt rundt om den, gik det igen opad. Pludselig var der køer på vejen, altså køer som i kvæg. Der var mange og jeg måtte stå af cyklen og håbe på de gik uden om mig. De fyldte alt. På toppen de obligatoriske billeder og fyldning af dunke. Så kørte vi nedad og gik på kaffebar. På vejen ned var Thomas krans gået løs, så hele hans kassette havde låst sig, så jeg måtte trække ham ned til kaffebaren. Efter Thomas cykel var lavet igen og kaffen drukket, stod den på opkørsel til Valdisere ... en laaang opkørsel, med flere flade og i mine øjne dumme stykker vej, det slog rytmen helt i stykker. Henrik og Jacob lagde sig i front, mens Hald gik kold i forsøget på at følge med dem. Thomas og jeg kom op lige efter dem, vi havde fulgtes ad hele vejen. Efter en frokost i valdisere, som bestod af Pizza med prut i ... alle fik luft i maven bagefter, så det var med til at sprede en vis "hygge" det sidste stykke op. Vi kørte mod toppen og her gik min drøm i opfyldelse. Jeg havde hjemmefra kæphøjt sagt til Michael, at jeg havde drømt at jeg ville køre fra ham med kommentaren " jeg viste jo den dag ville komme". Og det var så i dag det skete. Peter og Henrik var før mig, men det lykkedes at sætte Michael, Thomas og Jacob, YES. På toppen var der i den grad koldt og det var fedt at følgebilen stod klar med tæpper. På med alt tøj + montering af kamera på styret og så nedad. Det var en fin nedkørsel. I bunden skulle vi køre et langt stykke med modvind, det var temmelig træls og alle var vist trætte. Der blev i hvert fald knurret lidt, som tempoet blev sat op. Til sidst sluttede vi af med endnu 4 km stigning, alle var meget trætte da vi nåede hotellet. Da der var lidt tid til aftensmaden, blev en kiosk tømt for alt der kunne spises, der skulle bare fyldes på!

søndag den 13. september 2009

13. september 2009: Cluses – Beaufort (2960 hm, 99 km)


Bjerge på dagens etape:
Col de Romme, 1.297 moh., 9,3 km., 8,8% i snit
Col de la Colombiére, 1.108 moh., 16,3 km., 6,8% i snit
Col des Aravis, 1.486 moh., 10 km., 5% i snit
Col des Saisies, 1.650 moh., 15 km., 5% i snit
1. Bjerg på turen var Col de Romme. Et kendt bjerg fra Touren 09, hvor Andy og Franck Sleck skulle teste Contadors form. Vi havde kun kørt 1 km da vi ramte bunden og kørte opad. Bjerget var temmelig stejlt, men med friske ben og adrenalin i blodet, gik det rigtig fint! Vejen bugtede sig ind og ud i det flotte landskab og på vejen var der skrevet alverdens navne og tilråb, det var noget der motiverede. Folk havde pyntet deres huse og mange steder stod cykler på tage, i haver og indkørsler. Cyklerne var smukt dekorerede med blomster i fantastiske farver. Vejret var godt, ca. 18 grader. Som vi kom tættere toppen, begyndte der at komme tåge, skiftevis afløst af sol, meget specielt at køre der på bjerget. Som vi nærmede os toppen blev der stejlere og stejlere og med et var vi oppe. Alle der var kørt op skulle naturligvis have taget det obligatoriske billede med skilt i baggrunden. Begejstringen var naturligvis stor over at have klaret det første bjerg. Mine forventninger til bjerget havde været at det ville være meget skræmende, det sagde guiderne i hvert fald, det er muligt det var derfor det føltes mere "let" end frygtet. Vi startede nedkørslen, en anden ting jeg virkelig havde frygtet og var blevet advaret imod. Heldigvis viste det sig ikke at holde stik med mine bekymringer. Jeg bliver nok aldrig en fantastisk nedkører, men det er nu ikke så slemt, hvis blot man tænker sig om, bremser med forbremsen før svinget og holder sig i sin egen side af vejen. Desværre havde jeg ikke min vindvest med, et helt klart must på nedkørslen, da det bliver temmelig koldt i forhold til opkørslen. Vi kørte i bund og op ad Colombiere. Efter Romme var det en smal sag, dog var afslutningen speciel, hvor vi kunne se rigtig langt op. Jeg er mere til de små snoede veje. Her kunne jeg se hvad der ventede de næste mange km og det var ikke specielt motiverende :-)  det fortsate bare op op op. De sidste km med 10,2 procent hældning ... flere stykker med 12-14 procent ... På toppen ventede bilen og solen. Vi havde kørt det sidste stykke i tåge, samtidig kunne vi høre koklokker i det fjerne. Efter en hurtig optankning med vand, gik det nedad igen. En rigtig flot nedkørsel i solskin! Fantastisk. Vi var kommet ned ad Colombiere, var det her vi skulle spise ... nope. Vi skulle lige over endnu et bjerg. Aravis var ifht. Romme og Colombiere en langstrakt sag, der gik støt og roligt opad. Ikke de store udfordringer her, bare opad. Vi kørte ned til Fleumet og fandt en bager, som kunne lave os en stak sandwich, det var tiltrængt! Henrik og jeg fik tilmed en lille hindbærkage, den lå godt i maven. Ind gennem byen, over en lille bro, og så gik det op ad Saisis. Alle havde efterhånden fået placeret sig i "klassementet". Hjemmefra havde jeg naturligvis været meget spændt på at se hvad formen kunne holde til og hvor godt de andre var kørende. Heldigvis kunne jeg være med i gruppe 1, godt nok som nummer 5, men dog med. Henrik, Michael, Jakob, Thomas før mig, Allan lige efter. Tilbage til Saisis, 15 km opad, et par stejle steder, men egentlig moderat ifht. de tidligere bjerge. På vejen op så vi flere på cykler med oppakning. Respekt. Meget optimistisk, måske jeg skal tage turen med familien en dag ... Halvvejs oppe lå en motorcrossbane midt på bjerget, de gav den fuld gas op og ned ad diverse skrænter, det så både sjovt og sindsygt ud på samme tid. Det var på denne stigning vi fik første og eneste dyt på turen, leveret af en monster fed ferrari, cabriolet. Det lød vildt godt da den gav max gas forbi os. Ellers har vi "kun" set motorcykle, porcher etc. Heldigvis ikke så meget trafik som frygtet, det er rimelig ulækkert at blive overhalet af 15 stinkende motorcykler, når lungerne har brug for masser af frisk bjergluft. Nedkørslen fra Saissis var lidt kold og der kom en byge oveni. Lidt ned i fart og tanken om et varmt bad for enden, så gik det helt fint. Ved foden var det lige ved at gå helt galt. En stor 4x4 lavede et ca. 15 meter bremsespor, da den forankørende var så betænksom at holde tilbage for os da vi skulle krydse en vej, det var ham bagved ikke lige klar på. Heldigvis skete der ingenting. Vi fandt hotellet, som ligger med udsigt til Roselend, morgendagens bjerg nummer 1. Det ser sgu stejlt ud! Der er ingen postkort eller frimærker at opdrive, så jeg købte en stor is istedet. 1900 var der mad. En lille justering af pulsuret har været nødvendig ... det blinker hele tiden med advarsel om jeg ligger for højt, så jeg har ændret min grænse, det er til at blive idiot af at se på. Nu er grænsen sat til 175 ...

lørdag den 12. september 2009

12. september 2009: København – Cluses

Ved ankomst til hotellet, blev cyklerne samlet. Henriks saddelpind var deffekt, men det blev løst med et spændebånd. Mette brugte aftenen på at rense sin cykel med sprit + sætte nye drikkedunkholdere på, de gamle var også 2 måneder gamle ... jo jo der blev gejlet for alle pengene. Allan ville have nye dæk på og pludselig lød et kæmpe brag, det løs som en riffel. Det var Allans dæk der ikke var sat ordentligt på fælgen, heldigt det ikke skete på bjerget. Efter en god og grundig instruktion fra vores guider og en gang mad var det i seng. Alle var spændte på dagen der ventede!

Les Grandes Alpes - Overblik over turen



6 dage, 15.563 højdemeter, 656 km, 16 bjergpas.
12. september 2009: København – Cluses

13. september 2009: Cluses – Beaufort (2960 hm, 99 km)
Bjerge på dagens etape:
Col de Romme, 1.297 moh., 9,3 km., 8,8% i snit
Col de la Colombiére, 1.108 moh., 16,3 km., 6,8% i snit
Col des Aravis, 1.486 moh., 10 km., 5% i snit
Col des Saisies, 1.650 moh., 15 km., 5% i snit

14. september 2009: Beaufort – Auissois (3680 hm, 135 km)
Bjerge på dagens etape:
Cormet de Roselend, 1.967 moh., 21 km., 6,0% i snit
Col de l’lseran, 2.764 moh., 47 km., 4,1% i snit

15. september 2009: Auissois – Le Monetier les-Bains (2100 hm, 87 km)
Col du Télégraphe, 1.566 moh., 11,8 km., 7,3% i snit
Col du Galibier, 2.646 moh., 18,1 km., 6,9% i snit

16. september 2009: Le Monetier les-Bains – Barcelonette (1420 hm, 98 km)
Bjerge på dagens etape:
Col de Vars, 2.108 moh., 19 km., 5,7% i snit

17. september 2009: Barcelonette – Valdeblore (La Roche) (3305 hm, 135 km)
Col de la Cayolle, 2.326 moh., 30 km., 4,1% i snit                                
Valberg, 1.673 moh., 13,2 km., 6,7% i snit
Col de la Couillole, 1.678 moh., 7,25 km., 3,3% i snit
Col Saint-Martin, 1.500 moh., 16,5 km., 6,2% i snit

18. september 2009: Valdeblore (La Roche) – Menton (2098 hm, 102 km)
Col Saint-Martin, 1.500 moh., 16,5 km., 6,2% i snit (de sidste 7,5 km)
Col de Turine, 1.604 moh., 12 km., 7,2% i snit
Col de Braus, 1.002 moh., 11,2 km., 5,7% i snit

søndag den 31. maj 2009

Tour De Skævinge 2009

Kørte "Touren" i dag. 90 km. Jeg blev nummer 25 i tiden 2:15:30, med en gennemsnitsfart på godt 40 i timen. En hurtigt løb, med fælles start. Løbet var godt arrangeret. Starten var noget nervøs, og i lange perioder var jeg sikker på det ville ende i massestyrt, hvilket jeg heldigvis ikke så noget til. Se mere til løbet her: www.tourdeskaevinge.dk