Col Saint-Martin, 1.500 moh., 16,5 km., 6,2% i snit (de sidste 7,5 km)
Col de Turine, 1.604 moh., 12 km., 7,2% i snit
Col de Braus, 1.002 moh., 11,2 km., 5,7% i snit
Col de Castillon, 706 moh., 7 km. 4,6% i snit
Fra aftenen før er banen kridtet op, i dag skal der køres til, alle kræfter skal bruges. Guideteamet har lagt en plan og får ”smuglet” Kjeld af sted med hold 3, 40 minutter før hold 1 og 2 starter fra hotellet. Planen er at Kjeld skal stå klar ved foden af den sidste stigning med friske ben, klar til at sætte Henrik ”på plads”. Det viser sig dog at den plan vil slå helt fejl. Hold 1 starter ud kl. 09.40 fra hotellet og begynder den ca. 7 km lange opstigning med godt 7 % til Col Saint-Martin i 1500 meters højde. Det er godt vejr, men det kan ses at det nok ikke vil vare ved hele dagen, bag bjergene lurer der sorte skyer. Vi kører i starten og filmer og pjatter, men efter et par km er vi tilbage i den vante tone, sammenbidte ansigter, høj puls, og stikkende kommentarer, det gælder om at komme først op (det hele naturligvis med et glimt i øjet). Thomas ligger sig i mit baghjul det meste af vejen og jeg begynder at frygte han vil trække fra til sidst, som dagen før. Heldigvis her jeg mere tilbage til spurten og holder ham bagved, vi når toppen lidt efter Henrik, Mikael og Jakob. Vi kører en lang nedkørsel på ca. 22 km til foden af Col de Turini. Det er en flot nedkørsel, som jeg optager med kamera monteret på styret. Ved foden af Turini begynder det at dryppe og vi gør klar til opkørslen. Turini viser sig at være et barsk bjerg. Ca. 12 km langt og 7,2 % stejlt. I starten bliver der kørt cykelløb, Jakob og jeg skiftes til at udfordre, det viser sig dog hurtigt (igen) at Jakob er bedre kørende end mig, Peter, Henrik og Jakob stikker af og når toppen i den rækkefølge, Hald ligger sig på mit baghjul, han klager og har ondt i det ene knæ. Efter de første 5 km tager regnen til, vi snakker om nedkørslen og begynder allerede at frygte den. Vi henter hold 3 på opkørslen, mens regnen gennembløder os fuldstændigt. Det føles som om vi kører direkte op i skyerne, fyldt med regn. Hvilket vi jo også gør. Hald stiger af og jeg kører de sidste km selv, han kan ikke holde tempo med hans knæ. På toppen er der vådt og koldt og vi skynder os at skifte tøj. Kjeld (som ellers havde planlagt det store race på sidste top) er hoppet i bilen, han fryser og forsøger at holde samling på tropperne. Desværre lykkedes det 3 personer at køre forkert, så bilen må hente dem. Det viser sig at Jakob er en af de 3 der får et lift med bilen. Naturligvis noget der ikke går ubemærket hen i gruppe 1, som driller Jakob resten af turen med en DNF noteret på dagens etape. Nedkørslen til Sospel er spærret, så vi må køre en omvej. Det viser sig at være en hullet bjergvej, der også gemmer på endnu en stigning på 7 km op til Col de Braus, et bonus bjerg. Jeg følges ned med Peter S. + Allan. Vi fryser og forsøger at holde moralen høj med dårlige vittigheder, røverhistorier og sange. Peter instruerer i ”fodvarmere”, et 80er levn hvor vi hopper af cyklen og løber 50-100 meter. Det giver varmen, men sikke en forestilling. Vi når til sidst Sospel, hvor planen var at samles. Regnen er dog stadig kraftig og alle har åbenbart valgt at fortsætte mod Menton, de sidste km skal overstås. Vi kører de 7 km over Col de Castillon uden større problemer, den stiger kun ca. 3% og vi holder et støt tempo. Efter endnu en kold nedkørsel mod Menton, er vi pludselig ved vores mål. Nu skal vi finde hotellet. Vi møder Peter og Thomas som har kigget sig omkring og forsøgt at finde hotellet, uden held. Efter lidt spørgen om vej og lidt patruljering, finder vi det til sidst. Det fejres med sandwich, cola og espresso. 6 dage på cykel er overstået, det er en mærkelig tom fornemmelse. De næste timer går med at få varmen og få pakket cyklerne sammen. Det går planmæssigt og kl. 19.00 er vi klar på stranden til fællesfoto og champagne. Regnen er holdt op og vejret klarer op. Der er en god stemning og dagen og turen snakkes igennem. Vi gjorde det sgu! På hotellet er der middag kl. 20.00, det viser sig dog at være en stor skuffelse, så alle skynder sig at blive færdige og så er det på Mac Donald, og supplere. Efter endnu et måltid festes der på nærliggende bar. Der fortælles historier og turen evalueres. Der snakkes nye mål og træning, her skal der lyde en stor tak til Peter for demo af udfaldsskridt, træning der helt sikker vil være på BikeXtremes træningsprogram til vinter. Omkring kl.01.00 lukker vi baren og byen, alt er dødt, så vi beslutter at tage tilbage på hotellet og få sovet. Det var det, Les Grandes Alpes er slut. Hvad skal næste års mål så være?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar