mandag den 26. december 2011

Paris-Brest-Paris ... whatever it takes

Jeg kørte Paris - Brest - Paris (PBP) 21. august 2011. Selve turen har jeg lidt problemer med at huske i detaljer. Det skyldes efter sigende, at hukommelsen påvirkes af manglende søvn, stress og fysisk belastning. 3 ting der var rigeligt af under PBP for mit vedkommende. Så alle detaljer jeg nævner om tid og sted, må tages med forbehold... Vi var et team på 4 personer der stillede til start sammen. Michael, Henrik, Torben og jeg, tak for en fed tur! Her følger lidt af mine oplevelser.

Dagen før start
Dagen før start, hentede vi alle papirer, numre etc. ved starten. Det var første møde med det franske bureaukrati... helt fantastisk studie, knap så fantastisk når man kører cykelløb, MEN det er ens for alle deltagere og det må ses som en del af charmen ved dette løb. Alt er simpelthen planlagt til mindste detalje og de fleste steder er der kontrol over kontrollen... eksempel - vi ankommer til udlevering, her er der lavet en labyrint af høje hegn, her starter man så, for at få adgang til labyrinten, viser man sin refleksvest + tilmelding. Så kommer man til lyskontrol, her skal stemples for ok at lyset kan tændes ... og så står der en og kontrollerer, at det er slukket. Herefter parkeres cyklen og man går ind i en hal og finder den kø, der er lavet for de der taler engelsk. Her bliver kort til stempling, chip, kort, numre til cykel etc. udleveret + man får fortalt hvordan det hele skal monteres. Ved udgangen, viser man så sit pas ... ellers får man ikke sin cykel med ud. Alt sammen ret smart og sikrer at alt fungerer. Det eneste man skal huske, er at have styr på alt ... Glemt pas = du får ikke din cykel med ud! Forkert str. refleksvest = du kan ikke bytte den. Glemt en lygte eller andet? Ingen godkendt cykel. Anyway, vi havde styr på alt, fik vores stempler og papirer og kørte retur til hotellet :-)

Starten
På startdagen, stod vi sent op og spiste et godt måltid mad. Resten af dagen gik egentlig bare med at vente og gennemgå de sidste detaljer. Vi kørte til startområdet ca. kl.15.00 og det var meget meget varmt! Vi skulle gennem flere sluser, for at nå frem til starten, alt sammen fantastisk fransk og bureaukratisk. Vi havde heldigvis taget ekstra vand + mad med, der var en del der ikke havde provianteret, hvilket resulterede i dehydrering, allerede inden start ... der var ingen steder at hente vand. Vi startede kl.16.24 og det gik i samlet flok med pacecar ud af Paris. Da vi kom fri af byen, kom vi ud i en del vind og åbne arealer. Noget der gav kamp om pladsen på viften. Folk kørte ret vildt og vi fyldte hele vejen. Noget der i PBP bliver slået hårdt ned på! Et par gange kom officials forbi og advarede os og det endte med de stillede sig op et par steder og noterede ryttere. Om disse blev straffet eller taget ud af løbet, fandt jeg aldrig ud af. Vi valgte efter ca. 40km at køre ind på en gård, for at få fyldt vand på. Herefter kørte vi i vores eget tempo, hvilket var godt, efter at have trukket lidt for hårdt fra start... på trods af vores aftale om ikke at køre stærkt fra start, lå vi alle med meget høj puls. Om det skyldes varmen, nervøsitet, hastighed ... nok en kombination. Som aftenen fald på, fandt vi sammen med en svensk gruppe. De kørte ret godt, dog forcerede de på bakkerne. Vi forsøgte at snakke lidt med dem og vi fandt en fin rytme. Vi ankom til Villaines-la-Juhel ved midnat, hvilket stemte fint med vores plan. 221km var kørt.

1. nat
Natten i Frankrig er sort og i PBP kul sort! Vi kørte meget på landet, uden andet lys end vores medbragte lygter. Der var alt for mange "friske" cyklister, som efter min mening kørte med hovedet under armen. Det kræver stor diciplin at køre træt på cykel i totalt mørke og stadig holde hjul ... samtidig må man huske, at italienere, franskmænd og mange andre, meget nødig tager en føring. Så når de nærmer sig fronten, slå de ud til højre og venstre og så er det bare om at holde fokus for ikke at ryge i asfalten. Efter 310km kom vi til Fougeres, kl. 3.23. Husker intet. Efter 364 km til Titeniac 5.37. Efter Titeniac gik det mod Loudeac, hvor vi havde vores tasker i en varebil. Som morgenen begyndte at komme frem, var der stille overalt også blandt os cyklister. Alle var trætte, jeg selv var flere gange ved at falde af cyklen af træthed. Jeg forsøgte mig med musik og det hjalp gennem natten, men hen på morgenen, var det næsten med til at "lulle" mig i søvn. Eneste medicin var at snakke med dem der kørte ved siden af. Jeg hørte efter løbet om en danske der havde ført en lang snak med en italiener ... på dansk og italiensk. Ingen havde forstået et kvæk, men samtalen havde stået på over timer ... alt for at holde sig vågen.

1. Pause - 15 minutter
Vi ankom til vores depotbil i Loudeac kl. 09.14 efter 449km. Vi besluttede at snuppe 15 minutter på ryggen i bilen. Henriks hjul var blevet skævt, så han ville flytte kassetten over på vores ekstra hjul. På billedet ses fra højre, Henrik der skifter kassette, Torben, Michael og jeg der deler en dejlig morgen...

Deffekt nummer 2
Efter Henriks hjul var ordnet og vi havde ligget lidt ned, måtte vi afsted igen. Efter vi havde kørt mindre end 5 km springer et eger i Michaels baghjul... på den igen. Heldigvis kunne Stig komme hurtigt med følgebilen og så kunne Henrik få lov at skifte tilbage til sit skæve baghjul, så Michael kunne få "nyt" baghjul. Mens Michael og Henrik pillede ved udstyr, kørte Torben og jeg videre i langsomt tempo. Det var som om hver lille undskyldning der kunne bruges til et stop, blev brugt. Så vi fik pisset, skiftet bluser, fundet ting i lommerne ... etc. etc. hver gang med muligheden for at lille stop. Michael og Henrik kom hurtigt op til os igen og vi fortsatte mod Carhaix-Plouguer. Som vi nærmede os Carhaix, blev Michael mere og mere træt ...

Nyt baghjul
Vi lander i Carhaix kl.13:22 efter 525 km og 21 timer i sadlen. Her får Henrik en cykelsmed til at se på hans baghjul. Det kan ikke umiddelbart fixes, så Henrik køber et nyt Mavic Aksium hjul og efterlader sit Cosmic Carbone hos smeden og Henrik har ikke set sit baghjul siden.

Next stop Brest
Vi kører nu mod Brest og mod "halvvejsmærket". Det er en ret syret fornemmelse, at have kørt ca. 600 km og kun være halvvejs. Samtid ved jeg at der kun er en vej tilbage ... og det er den vi lige har kørt. Samtidig er tanken nærliggende ... jeg har dårlig kunne komme hertil og nu skal jeg snart vende min cykel og køre retur ... pyha. Det er nok på sin plads lige at skrive lidt om "bakkerne". Hele ruten er meget kuperet (se profil til venstre), for ikke at sige ekstremt kuperet. Specielt fra Loudeac til Brest og retur, er det helt galt. 4-5 km lange bakker, med stigninger op til 6% er helt normalt. Og de kommer som perler på en snor. Jeg har ikke kunnet finde officielle tal, men uofficielt er der mellem 11.000 - 13.000 højdemeter på ruten, sammen med rigtig dårlig, grov asfalt, er det med til lige så langsomt at banke alt energi ud af kroppen. Det giver ikke meget gratis og ligge på hjul og hastighederne på bakkerne er nærmere de 20 end de 30. Og snart er det nat igen ... Tanker om vejen hjem, bakkerne, natten, den grove asfalt, mangel på søvn ... jeg ved ikke hvilke af disse ting der er værst, men på vejen mod Brest, står det klart at Torben og Michael må af cyklerne og sove når vi når Brest, så ser verden forhåbentlig lysere ud. Vi har hjemmefra aftalt at vi ikke skilles på ruten, så Henrik og jeg følges med Michael og Torben til Brest, hvor vi skilles i to hold. Michael og Torben vil sove 4-6 timer, Henrik og jeg vil stadig køre efter en god tid. Kl. er nu 17.45, vi har kørt 618 km på de sidste 25 timer og 21 minutter.

2.nat
Henrik og jeg sætter næsen mod Paris og aftenen falder på. Samtidig trækker det op til regn. Nu kan vi se mange der kører mod os. Ganske god fornemmelse at vide at vi er på vej hjem, de er på vej til Brest :-)  På vejen fra Brest følges vi en kort overgang med en gruppe danskere. Jeg husker en episode, hvor der er en der punkterer på vejen ned af en stejl bakke. Han er så træt, at han heldigvis ikke bremser, jeg ligger lige bag ham. Da vi holder stille og venter på at han skal skifte dæk, begynder han at tale sort, et foredrag om damer eller noget i den stil... cyklen ligger i vejkanten. Heldigvis er der et par af gutterne der samler hans cykel op, skifter slangen, pumper etc. og sætter ham op på cyklen igen. Stadig i gang med historien, fortsætter vi. Han var træt, men sikken viljestyrke! Henrik og jeg kører vores eget tempo og snart er vi bare os to. Natten kommer og vi er tilbage i Carhaix efter 703 km, 22:20. Vi bliver enige om at vi hellere må snuppe en pause til og vi ligger os hen over bordet, som to fulde mænd og aftaler at vi vil køre igen efter 15. min. Uden ur eller andet slået til, lykkedes det os at sove 15 minutter og vågne præcis efter et kvarter. Fantastisk. Så er det på den igen og mod Loudeac. Nu er det mørkt, det begynder at regne og så kommer der et uvejr. Der falder uhyggeligt meget regn og det brager med torden og lyn omkring os. Det er ret skræmmende og vi ser ikke ret mange andre på cyklerne. Til gengæld ser vi cyklister alle andre steder. Svøbt i alufolie, i telefonbokse, døråbninger, garager. Jeg hørte om et par stykker der havde fundet en bil der ikke var låst, som de havde lagt sig ind i. Det var ren overlevelse. Henrik og jeg kørte paradekørsel ved siden af hinanden og talte sammen får at holde os vågne. Hvad vi talte om aner jeg ikke, men det har sikkert været klogt. Vi holdt en pause på en kaffe og fik en kop kakako, her mødte vi nogle asiater, der var på vej mod Brest, de lignede mere døde end levende. Vi mødte også et ægtepar, damen var rædselsslagen pga. de mange lyn. Set i bakspejlet var det nok også kørsel med lettere forhøjet risiko... vi ankom til Loudeac kl. 03:16, efter 782 km og er gennemfrosne, gennemblødte og trætte. Vi aftaler med Stig at vi lige vil tage 30 minutter og så skal han vække os. De 30 minutter bliver til 1 time og så er vi på vej igen. Med tørt tøj og humøret højt. Nu er der jo kun 400km hjem ...

Sidste dag
Ankomst i Tinteniac 08.07 efter 864km. Der er nu meget få cyklister i depoter og på vejen. Jeg husker ikke så meget af denne dag. Bakke efter bakke, by efter by. Jeg er efterhånden noget træt i det og spørgsmålet er hvad der skal til, for at jeg kan få lidt motivation tilbage... Fougeres kl.10.15 efter 921 km.   Vi følges med nogle Franskmænd, som kører rigtig godt. De har en mand med i frontgruppen og kørte selv med et stykke tid, men mente det blev for vildt. De har fuld service vogn med, og det lader til at være nogle solide herrer. De kører dog lige en tand for stærkt, så selvom vi havde hentet dem, må vi slippe dem igen. Det virker som om der er langt hjem og der er brug for et mirakel. Henrik regner, regner og regner. Han kommer frem til, at hvis vi kører med den og den hastighed, kan vi nå ind, før 56 timer. Det ville jo være helt vildt over mål og samtidig har han regnet ud, at det kan lade sig gøre. Motivationen vender retur og vi cykler afsted med mininal brug i depoter og generelt på pauser. Villaines-la-Juhel 1009 km, kl.14:08. Mortagne-au-Perche 1090 km, kl. 17.54. Nu er kan vi næsten lugte paris og de største bakker er bag os. Det bliver til nogle gode føringer og vi har samtidig fået vinden i ryggen. Der er flere der forsøger at fange vores hjul, men mod Dreux kører det bare for fuld musik. Nu skal vi hjem. Dreux er sidste stop, 1165km kl.20.43, hurtigt stempel og på cyklen igen.

Kører vi forkert?
De næste timer, til vi er i mål, bliver jeg så ramt af mental træthed, at Henrik bliver min redning. Da det bliver mørkt og vi nærmer os Paris, er ruten lagt på kryds og tværs mellem de mange småbyer. Ikke nok med at vi skal igennem alle byer, vi skal også rundt og rundt i hver by. Kombinationen med dette + min træthed bliver at jeg har mistet min stedsans helt. Efter jeg (10-15 gange?) har sagt til Henrik: "jeg tror vi er kørt forkert" må han sige til mig, at nu er det slut. Ikke flere kommentarer om det. Jeg tænker: "ha, bare vent Henrik, om lidt er vi i Dreux og så får vi se hvem der fik ret!"Men på mirakuløs vis er vi pludselig på vej in i Paris! Alle skilte havde da også peget i denne retning, men alligevel ... jeg havde forventet at se Dreux igen. Jeg er helt ked af at jeg har vrøvlet sådan og samtidig har jeg på fornemmelsen at vi skal skynde os, hvis vi skal nå det inden de 56 timer, så op på stor klinge og så får den en over nakken ind gennem forstederne. Tænk sig der stadig er kræfter til en lang spurt efter så mange km.

I mål
Vi kommer i mål og YES vi nåede det inden for tiden. Da finder vi ud af Henrik har regnet forkert! Vi var ikke ved at runde de 56 timer, vi var ved at nå 55. Vi slutter således i tiden 54 timer og 49 minutter kl. 23.14. Det bliver til en 8. plads blandt Danskerne. Ud af 5192 har 82% gennemført og vi ender som nummer 149. Vi er ganske tilfredse med det resultat! Michael og Torben kommer i mål efter 69 timer og 49 minutter som nummer 1003. 

Udstyr:
Aldrig gå ned på udstyr ... Vi havde naturligvis brugt tid på at alt udstyr skulle være iorden. Der er mange måder at køre PBP på, og mange muligeder ifht. søvn, udstyr etc. Udstyr og plan, må naturligvis matche. Vi kørte PBP for at få en god tid og vi kørte det på high end racerudstyr.

Jeg kørte på min Focus Izalco, med SRAM red, gearing 54x39 for og 11-23 bagpå. Mine hjul var 50mm fullcarbon Gigantex fælg, nova super light nav, specialbygget i england hos www.wheelsmith.co.uk. Dækvalg var continental GP 4000S. Til lejligheden var monteret 2 stk. forlygter og en saddeltaske. I tasken en slange, en regnjakke, dækjern og lappegrej. Jeg havde lagt gel under styrbåndet og saddel var en Specialized Toupe. På turen så jeg mange, der havde masser af udstyr med. På intet tidspunkt manglede jeg noget og ud over de mange lygter og saddeltasken, havde jeg ikke så meget ekstra med, ifht. kørsel i et alm. løb i DK.

Cykeltransport
Vi var så heldige at få vores cykler transporteret til Paris i en varebil. Det var Stig Mondahl stod for supporten. Han kørte også til Loudeac  hvor han stod klar med bil + tasker. Stor tak til Stig for hjælpen! http://www.mondahl.dk/.