mandag den 16. maj 2011

Skjoldennæsholm med kæden stram! (8. plads)

Søndag d. 15. maj blev Skjoldenæsholmløbet kørt for 32. gang. Der var ca. 1500 ryttere til start hvilket er rekord. Ugen op til løbet havde været noget af en prøvelse, hvad angår vejrmeldinger. Der var meldt regn, og en melding lød på mere end 20mm regn. Heldigvis var der tørvejr fra morgenstunden og selvom det var en anelse køligt, var der stor tilfredshed med at regnen udeblev. Faktisk fik vi ikke en dråbe under løbet, så det var endnu en bekymring der ikke blev til noget (tror det var Mark Twain der sagde de vise ord).

Vi var 14 ryttere til start for Team CyclingShop.dk, alle opsatte på at få et godt løb og humøret i startgruppen var høj. Løbsspeakeren annoncerede da også, at hos TeamCyclingShop.dk kunne man bare holde sig til, så kunne man side på hjul hele vejen rundt. Det virkede også som om flere ryttere havde satset på denne løsning og holdt sig pænt til efter starten var gået.

85 km i modvind ud
Vi startede i modvind/sidevind, så der skulle arbejdes oppe foran.TeamCyclingShop arbejde flot sammen i front og fik hjælp af en håndfuld ryttere der også “gav den gas”. Efterhånden tyndede det ud i gruppen der sad med, det var ikke helt så let at finde plads på viften i sidevinden, som det var annonceret. Der var flere gange udbrud der forsøgte at komme væk, hver gang med en eller flere af de grønne i aktion, men det virkede som en umulig opgave og de blev hentet hver gang. Det er dog i skrivende stund uvist om det lykkedes en enkelt at køre væk.

Efter ca. 85km skiftede ruten retning, så vi fik lidt mere glæde af rygvinden, stadig afløst af stykker med sidevind hvor der kunne hægtes folk af. Ruten er visse steder ret kuperet og specielt “Farmen” kan virke led. Men vi ramte “Farmen” og mange af de andre bakker i ret høj fart, så det var bare at holde kæden stram og komme derudad, det tip er hermed givet videre, til dem der ikke kan li bakker. Op med farten, så er de hurtigt ovre.

Finale: Michael fik en fortjent sejr
De sidste km mod Roskilde blev der givet ekstra gas. Det var efterhånden klart, at vi ville komme ind samlet og “det” skulle afgøres på den sidste bakke op mod skolen. Godt med fart sikrede at der ikke var for mange der sad med for meget overskud de sidste km. Den foreste gruppe på ca. 20 mand kom samlet ind i Roskilde og efter de første par bakker, kommer det 2. sidste sving, hvorefter det er op ad bakke, indtil skolen. Allerede i svinget, begyndte spurten, men der var flere der havde glemt hvor lang den bakke egentlig er, så det så ud som om flere led lidt. Michael Larsen var første mand fra TCS i mål. Han kørte et virkelig flot løb, hvor han tog mange lange og hårde føringer. Det var fuldt ud fortjent at han rullede først over stregen. Jeg selv kom ind som nummer 8, 13 sekunder efter Michael, det er jeg rigtig godt tilfreds med.

En god dag for Team CS – andre var mindre heldige
Vi holdt kæden stram hele vejen og en stor flok grønne kom nogenlunde samtidig i mål med ca. 39km/t i snit. TCS ryttere slap for defekter, uheld og styrt (ud over enkelte klager over defekt form, hvidløgslugten fra Frank… og en enkelt tabt flaske).

Desværre var der andre der var knap så heldige. Vi passerede blandt andet nogle ryttere der var styrtet under en bro. Det så meget slemt ud for den rytter der lå på vejen da vi kom forbi. Vi håber vedkommende har det godt. En anden rytter måtte ned og kure på balle/lår og det så også ud til minimum at give en slem skraber. God bedring til begge.

En stor ros til arrangørerne for den flotte rute, perfekt skiltning, hjælp ved farlige kryds og et par dejlige deller i mål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar