søndag den 13. september 2009

13. september 2009: Cluses – Beaufort (2960 hm, 99 km)


Bjerge på dagens etape:
Col de Romme, 1.297 moh., 9,3 km., 8,8% i snit
Col de la Colombiére, 1.108 moh., 16,3 km., 6,8% i snit
Col des Aravis, 1.486 moh., 10 km., 5% i snit
Col des Saisies, 1.650 moh., 15 km., 5% i snit
1. Bjerg på turen var Col de Romme. Et kendt bjerg fra Touren 09, hvor Andy og Franck Sleck skulle teste Contadors form. Vi havde kun kørt 1 km da vi ramte bunden og kørte opad. Bjerget var temmelig stejlt, men med friske ben og adrenalin i blodet, gik det rigtig fint! Vejen bugtede sig ind og ud i det flotte landskab og på vejen var der skrevet alverdens navne og tilråb, det var noget der motiverede. Folk havde pyntet deres huse og mange steder stod cykler på tage, i haver og indkørsler. Cyklerne var smukt dekorerede med blomster i fantastiske farver. Vejret var godt, ca. 18 grader. Som vi kom tættere toppen, begyndte der at komme tåge, skiftevis afløst af sol, meget specielt at køre der på bjerget. Som vi nærmede os toppen blev der stejlere og stejlere og med et var vi oppe. Alle der var kørt op skulle naturligvis have taget det obligatoriske billede med skilt i baggrunden. Begejstringen var naturligvis stor over at have klaret det første bjerg. Mine forventninger til bjerget havde været at det ville være meget skræmende, det sagde guiderne i hvert fald, det er muligt det var derfor det føltes mere "let" end frygtet. Vi startede nedkørslen, en anden ting jeg virkelig havde frygtet og var blevet advaret imod. Heldigvis viste det sig ikke at holde stik med mine bekymringer. Jeg bliver nok aldrig en fantastisk nedkører, men det er nu ikke så slemt, hvis blot man tænker sig om, bremser med forbremsen før svinget og holder sig i sin egen side af vejen. Desværre havde jeg ikke min vindvest med, et helt klart must på nedkørslen, da det bliver temmelig koldt i forhold til opkørslen. Vi kørte i bund og op ad Colombiere. Efter Romme var det en smal sag, dog var afslutningen speciel, hvor vi kunne se rigtig langt op. Jeg er mere til de små snoede veje. Her kunne jeg se hvad der ventede de næste mange km og det var ikke specielt motiverende :-)  det fortsate bare op op op. De sidste km med 10,2 procent hældning ... flere stykker med 12-14 procent ... På toppen ventede bilen og solen. Vi havde kørt det sidste stykke i tåge, samtidig kunne vi høre koklokker i det fjerne. Efter en hurtig optankning med vand, gik det nedad igen. En rigtig flot nedkørsel i solskin! Fantastisk. Vi var kommet ned ad Colombiere, var det her vi skulle spise ... nope. Vi skulle lige over endnu et bjerg. Aravis var ifht. Romme og Colombiere en langstrakt sag, der gik støt og roligt opad. Ikke de store udfordringer her, bare opad. Vi kørte ned til Fleumet og fandt en bager, som kunne lave os en stak sandwich, det var tiltrængt! Henrik og jeg fik tilmed en lille hindbærkage, den lå godt i maven. Ind gennem byen, over en lille bro, og så gik det op ad Saisis. Alle havde efterhånden fået placeret sig i "klassementet". Hjemmefra havde jeg naturligvis været meget spændt på at se hvad formen kunne holde til og hvor godt de andre var kørende. Heldigvis kunne jeg være med i gruppe 1, godt nok som nummer 5, men dog med. Henrik, Michael, Jakob, Thomas før mig, Allan lige efter. Tilbage til Saisis, 15 km opad, et par stejle steder, men egentlig moderat ifht. de tidligere bjerge. På vejen op så vi flere på cykler med oppakning. Respekt. Meget optimistisk, måske jeg skal tage turen med familien en dag ... Halvvejs oppe lå en motorcrossbane midt på bjerget, de gav den fuld gas op og ned ad diverse skrænter, det så både sjovt og sindsygt ud på samme tid. Det var på denne stigning vi fik første og eneste dyt på turen, leveret af en monster fed ferrari, cabriolet. Det lød vildt godt da den gav max gas forbi os. Ellers har vi "kun" set motorcykle, porcher etc. Heldigvis ikke så meget trafik som frygtet, det er rimelig ulækkert at blive overhalet af 15 stinkende motorcykler, når lungerne har brug for masser af frisk bjergluft. Nedkørslen fra Saissis var lidt kold og der kom en byge oveni. Lidt ned i fart og tanken om et varmt bad for enden, så gik det helt fint. Ved foden var det lige ved at gå helt galt. En stor 4x4 lavede et ca. 15 meter bremsespor, da den forankørende var så betænksom at holde tilbage for os da vi skulle krydse en vej, det var ham bagved ikke lige klar på. Heldigvis skete der ingenting. Vi fandt hotellet, som ligger med udsigt til Roselend, morgendagens bjerg nummer 1. Det ser sgu stejlt ud! Der er ingen postkort eller frimærker at opdrive, så jeg købte en stor is istedet. 1900 var der mad. En lille justering af pulsuret har været nødvendig ... det blinker hele tiden med advarsel om jeg ligger for højt, så jeg har ændret min grænse, det er til at blive idiot af at se på. Nu er grænsen sat til 175 ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar