søndag den 25. juli 2010

600 km brevet med masser af vind

Lørdag d. 24 juli kl. 7.00 drog vi afsted fra Åmarken station på årets sidste Brevet. 600 km. Der var en del deltagere fra Audax, men Michael, Henrik og jeg fulgtes i vores eget tempo. Ruten i korte træk. København - Rødvig - Præstø - Vordingborg -  Nakskov - Gedser - Skælskør - Kalundborg - Nykøbing Sjælland - Mørkøv - Tølløse - Roskilde - Hvidovre. Vejret var godt, behagelig temperatur, tørvejr, desværre også meget vind. Vi kørte derfor de første 435 km med skift på 3 minutters føringer. I Kalundborg ventede en overraskelse. Allan havde smurt en stak madder + kaffe til drengene og var trukket i cykeltøjet for at følges med os natten i gennem. Det var dejligt at have et sæt friske ben til de sidste ca 170 km. Nattens kørsel gik godt. Det var måneskin fra en næsten rund måne, så der var lidt lys. Det må dog siges at være meget meget mørkt på landet :-) Det sidste stræk Roskilde - Hvidovre blev vanen tro kørt i sindsygt tempo med 40+ ... vi havde regnet ud det var hvad der skulle til, så vi kunne nå ind på under 24 timer (på trods af tidgrænsen er på 48 timer). Vi nåede det på 23.58. Ingen prangende tid, men vinden taget i betragtning helt ok. Effektivt kørte vi med ca. 30 i snit. Status p.t. er et par meget trætte ben og krop, samt seriøse overvejelser om Paris Brest i 2011 ... det vil jo svare til at sætte sig på cyklen igen og køre hele turen baglæns, det virker ikke som muligt...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar